Omdiskuteret formand: Her er 3 episoder fra Pia Kjærsgaards tid som formand

Det har skabt debat, at Pia Kjærsgaard (DF) sendte i dag Mette Abildgaard og hendes barn ud af Folketingssalen. Pia Kjærsgaard har gennem hele sit politiske virke været vant til blæst om sin person. Her er 3 episoder fra i år, hvor hun som Folketingets formand har sat gang i debatten.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), har gennem hele sit politiske virke været vant til blæst om sin person. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

1: Pelle Dragsted og ordet »racistisk«

Da Pia Kjærsgaard 21. februar februar irettesatte Enhedslistens Pelle Dragsted, satte det gang i en voldsom debat om, hvorvidt hun politiserede fra posten som Folketingets formand.

Sagen begyndte, da Pelle Dragsted beskyldte Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti for at komme med racistiske udtalelser. Pelle Dragsted reagerede på, at DFeren konkluderede, at det ikke kan lade sig gøre at integrere folk fra overvejende muslimske lande.

Pelle Dragsteds beskyldning faldt ikke i god jord hos Pia Kjærsgaard, der er Kenneth Kristensen Berths partifælle.

»Det dér vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Vi har en ordentlig tone. Tak. Værsgo'.« Sagde Kjærsgaard blandt andet.

Efterfølgende reagerede flere politiske kommentatorer på Pia Kjærsgaards opførsel og satte spørgsmålstegn ved, om hendes irettesættelse var på sin plads.

 

2: Stine Bosse fæster lid

»Det hedder fæstNE… så fat det dog Stine Bosse, og andre, der ikke kan stave«. Skrev Pia Kjærsgaard 6. marts på det sociale medie Twitter. Denne gang var det forretningskvinden Stine Bosse, Pia Kjærsgaard kritiserede.

Det fik formand for Ordblindeforeningen, Mogens Schmidt til tasterne:

»Hun trækker debatten helt ned, hvor den slet ikke hører hjemme. Det ligner ikke noget at gå ind og påpege en stavefejl på den måde, som hun har gjort. Det er simpelthen så nedværdigende og ikke Folketingets formand værdigt,« sagde formand for Ordblindeforeningen Mogens Schmidt til eb.dk.

Med til historien hører, at Stine Bosses stavemåde er korrekt. At fæstne/fæste lid til er begge korrekte stavemåder.

 

3: Giv igen, kvinder

Få dage senere. Den 8. marts var Pia Kjærsgaard endnu engang i vælten for et opslag på det sociale medie Twitter:

»Åh ja. 8. marts. Kvindernes Internationale Kampdag... hvor alle velbjergede selvbevidste kvinder kan spejle sig i selvgodhed. Havde glemt det indtil morgenlæsningen. Mon kvindeorganisationerne nu går på barrikaderne for undertrykte muslimske kvinder?«

Pia Kjærsgaard forklarede efterfølgende, at hun blot ville gøre opmærksom på, at venstreorienterede kvinder, efter Kjærsgaards mening, ofte har forsømt at hjælpe kvinder i muslimske miljøer, som hun mener er undertrykte.

Hvorfor har du behov for at latterliggøre de kvinder, der trods alt forsøger at markere kvindernes kampdag og markerer, at der er nogle forskelle, som man gerne vil bekæmpe? Blev hun spurgt af Berlingske.

»Jo, men hvis de kvinder er så stærke, må de jo bare give igen, og det tager jeg gerne imod,« sagde Pia Kjærsgaard og tilføjede, at hun ikke har meget tilovers for diverse kvindeorganisationer.