SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er villig til at gå på kompromis for at komme med i regering efter valget.
Det siger hun tirsdag ved Skolen i Sydhavnen i København, hvor hun afgiver sin stemme.
- Vi er villige til at forhandle og selvfølgelig også gå på kompromis. Det var vi også i 2022, siger hun.
Efter folketingsvalget i 2022 blev der dannet en regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Olsen Dyhr siger, at SF endte uden for regeringen, fordi partiet var for langt fra de øvrige partier. SF ville ikke afskaffe en helligdag, give skæve skattelettelser eller gå på kompromis med drikkevandet.
- Det kommer til at være vores pejlemærker, også når vi skal forhandle regering igen, siger partiformanden.
Hun gør det klart, at partiet står på en politik, og at SF ikke vil i regering "bare for at sidde i regeringen".
SF-formanden kommer med en stikpille til Venstre, men også til Socialdemokratiet, når det kommer til at levere på det, der loves i en valgkamp. Specifikt i forhold til temaet rent drikkevand.
Det har S haft mulighed for at gøre noget ved, og Venstre har ifølge Olsen Dyhr forsøgt at løse problemerne med frivillige aftaler.
- Så jeg synes, man skal stemme på et parti, hvor man kan regne med det, de hele tiden har sagt, siger hun.
Selv om Pia Olsen Dyhr erklærer sig parat til at forhandle, har hun på forhånd udelukket at ville sidde i regering med Venstre og De Konservative.
Det skal være en rød regering, lyder det, men Lars Løkke Rasmussens Moderaterne er ikke udelukket.
SF har oplevet medvind blandt vælgerne både ved EU-valget i 2024, hvor SF blev størst, og partiet fik også et godt kommunalvalg i 2025, hvor SF blandt andet fik overborgmesterposten i København.
I denne valgkamp har Olsen Dyhr også "virkelig fornemmet, at vi har danskerne med os".
Ved folketingsvalget i 2022 fik SF 8,3 procent af stemmerne, hvilket partiet kunne veksle til 15 mandater.
SF har siddet i regering én gang. Det var efter 2011-valget, hvor der efterfølgende blev dannet en S-SF-R-regering.
Men efter mere end to års regeringsdeltagelse blev de interne kampe i SF om partiets regeringsdeltagelse for meget, og SF forlod regeringen, hvorefter partiet endte i en stor og længerevarende krise.
Men nu skal det altså være igen. SF har lært af fortidens fejl, lyder det, og nu skal Pia Olsen Dyhr føre partiet tilbage i regering.
- Jeg håber, at vi vinder valget, og at vi får en rød regering, siger hun fra valgstedet.
/ritzau/
