Ole Sohns skiftende forklaringer

Skiftende forklaringer fra Ole Sohn kan ikke alle være sande. Dét tog vækst- og erhvervsministeren konsekvensen af i går. Få overblikket her.

Ole Sohn (SF) valgte i går at bryde to ugers tavshed i sagen om DKPs støtte fra Moskva. Han erkendte blandt andet, at Berlingskes historier om hans skiftende forklaringer, var korrekte. Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vækst- og erhvervsminister Ole Sohn (SF) måtte i går erkende, at en forklaring, han tidligere har givet i sagen om støtten fra Sovjet til Danmarks Kommunistiske Parti, ikke var korrekt.

For et år siden hævdede Ole Sohn, at han satte en stopper for pengestrømmen fra Moskva, så snart han opdagede den. Men i både Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken har nye vidner weekenden over modsagt dén udlægning.

Læs også: DKP-vidne: Sohn taler udenom

Mandag aften trak Ole Sohn så forklaringen tilbage og erkendte, at han selv havde sørget for, at betalingen fra Moskva til DKP fortsatte. Den indirekte støtte til partiet kom i form af overbetaling til DKPs trykkeri Terpo Tryk.

Tidligere på dagen erkendte Sohn over for Berlingske, at han ganske rigtigt forhindrede den tidligere redaktør for det danske kommunisttidsskrift Glasnost i at finde et andet trykkeri end Terpo Tryk - et brud med Terpo Tryk ville have betydet et stop for DKPs overbetaling fra Sovjet.

Læs også: Sohn: Jeg talte »upræcist« om Moskva-guld

- Ja, det er rigtigt. Ellers var det hele faldet. Det var den mulighed, jeg havde, sagde Sohn til Berlingske.

Herunder er et overblik over Ole Sohns forskellige forklaringer om sin rolle som DKP-formand - de kan ikke alle være korrekte.

Sohn: Jeg greb ind fra dag ét

I oktober 2010 hævdede Ole Sohn over for TV 2, at han selv standsede overbetalingerne fra Moskva, så snart han opdage dem i løbet af 1990:

- Da jeg fandt ud af, at vi modtog ordrer - eller penge i form af ordrer og andet - så sagde jeg: Det her går ikke, det er simpelthen ikke værdigt - og derfor satte jeg ind med at få lukket Terpo Tryk, Land og Folk og huset i Dronningens Tværgade.

I slut-80'erne var DKP præget af en hård fløjkrig, og først da Ole Sohn efter partikongressen i januar 1990 havde erobret et solidt flertal, kunne han efter eget udsagn, begynde opgøret med fortidens støtte fra Moskva.

Det skete til gengæld fra »dag ét,« oplyste Sohn i TV-Avisen den 17. oktober 2011.

Ukorrekt forklaring til TV 2

Et hovedspørgsmål i sagen er dog, om Ole Sohn vitterligt var så hurtig til at afvikle Moskva-støtten, som han selv har forklaret - eksempelvis på TV 2 i 2010:

- DKP modtog penge i rigt omfang, og da jeg efterhånden fik indblik i, hvor stort et svineri, der var, og jeg fik flertallet til at kunne ændre det, så gjorde jeg det.

TV 2: Meddelte du kontakterne i Sovjet, at nu var det slut? At nu skulle de ikke længere udbetale penge til jer?

- Nej, for jeg vidste ikke, at de kom, og da jeg fandt ud af, at vi modtog ordrer - eller penge i form af ordrer og andet - så sagde jeg: Det her går ikke, det er simpelthen ikke værdigt - og derfor satte jeg ind med at få lukket Terpo Tryk, Land og Folk og huset i Dronningens Tværgade, svarede Sohn.

Sohn: Jeg bad om betaling i skarpe vendinger

Men den forklaring kan ikke passe sammen med, hvad Ole Sohn forklarede til Weekendavisen i 2001:

- I 1989 eller 1990 var jeg i en situation, hvor jeg i skarpe vendinger gjorde russerne opmærksom på, at de skulle betale pengene til Terpo Tryk som aftalt, da en lukning af trykkeriet ellers truede, sagde Sohn.

Weekendavisen: Du vidste, hvilken trafik der skete gennem Terpo Tryk?

- Ja, det er jo klart, at når Terpo Tryks hovedaktivitet var trykning af materiale til Sovjetunionen, så foregik det ikke efter almindelige markedsøkonomiske principper.

Erkender ukorrekt forklaring

Begge forklaringer kan ikke være korrekte, og dét tog Sohn så konsekvensen af i går, da han indrømmede, at forklaringen til TV 2 i bedste fald var »upræcis.« I dagens Berlingske forklarer Ole Sohn:

- Jeg stod i den situation, at jeg skulle lukke hullerne samtidig med, at jeg havde et politisk projekt, der skulle udvikles. Det er rigtigt, at det var lige omkring Glasnost, at jeg rykkede for, at regningerne skulle betales, og at kontrakten med trykkeriet skulle opretholdes. Alternativet var, at det hele var ramlet sammen.

Sagen begyndte for 20 år siden

Allerede i 1991 begyndte Ekstra Bladet at interessere sig for den massive støtte, som danske DKP modtog fra Sovjet. Ekstra Bladet, 22. november 1991:

- Ja, Ekstra Bladet havde ret, da I onsdag skrev, at DKP fik støtte fra Sovjet via overpriser til vores trykkeri Terpo Tryk, sagde Ole Sohn og fortsatte senere:

- Jeg har aldrig skrevet under på eller modtager kontanter fra Sovjet til støtte for DKPs arbejde.

Den 25. april 1992 - også i Ekstra Bladet - satte Ole Sohn et beløb på støttens størrelse, og talte nu også om at have haft breve og regninger med til Moskva:

- Det er ingen hemmelighed, at DKP fik økonomisk støtte fra Moskva. Nogen gange var det cirka 15 millioner om året. Beløbet på de otte millioner kunne muligvis være overbetaling for de kontrakter, som Sovjetunionen havde med Terpo Tryk og Land og Folk. Men det var ikke mig, der modtog pengene.

- Jeg kan kun huske, at jeg et par gange har haft regninger og breve med fra trykkerivirksomheden, som jeg skulle aflevere i Moskva.