Ole Ryborg: »Jeg burde have været meget skarpere«

DR-korrespondent Ole Ryborg erkender, at han har begået fejl, men undrer sig også over antisvindelenheds ageren i sagen. Det sker, efter at Berlingske og B.T. har afdækket, hvordan han delte omfattende mængder af DRs research med EU-enheden.

Chefredaktøren på DR Nyheder erkender, at Ole Ryborg gik for langt under et møde, som EU-korrespondenten holdt med antisvindelenheden OLAF. DR

DR-korrespondenten Ole Ryborg erkender nu, at hans ageren ikke var helt efter bogen i det, der blev til Meld- og Feld-sagen om Morten Messerschmidts (DF) mulige svindel med EU-støtte.

Det sker, efter at Berlingske og B.T. torsdag kan afsløre, at Ryborg har delt omfattende researchmateriale med EUs antisvindelenhed, OLAF.

I et opslag på Facebook skriver den mangeårige EU-korrespondent således om sine oplevelser af et møde, som han havde med OLAF i 2016, hvor han gav indblik i omfattende mængder af DRs research.

»Formålet med mødet var at undersøge i hvilket omfang de historier, som DR undersøgte og var på vej med, var en del af OLAFs efterforskning,« skriver Ryborg.

Men i stedet for at Ole Ryborg blot fik informationer fra OLAFs efterforskere, fik efterforskerne også oplysninger fra Ryborg om sagen, der endte med, at Morten Messerschmidt blev tiltalt og siden frifundet for svindel med EU-midler.

Det er i den forbindelse, at Ole Ryborg kommer med erkendelsen.

»Når jeg ser de noter, som OLAF har taget fra mødet, så er det tydeligt, at jeg burde have været meget skarpere ved det møde. Jeg skulle ikke have spurgt ind til så mange emner, og jeg skulle for eksempel ikke have ladet efterforskerne få et billede, selv om der var tale om et billede, som var offentligt tilgængeligt på Facebook,« skriver Ryborg på Facebook.

Han erkender også, at han burde have sikret sig, at OLAFs efterforskere havde samme opfattelse af formålet med mødet, som han selv havde.

Vigtige principper på spil

Ole Ryborg retter dog også en anklagende pegefinger mod antisvindelenheden.

»Jeg er overrasket over og ked af, at jeg skal opleve, at OLAF tydeligvis har en praksis med at holde møder med journalister og derefter – uden journalisternes viden – skrive noter om mødet, som vedhæftes sagens akter.«

Ole Ryborg skriver også, at der er flere dele af OLAFs udlægning af sagen, som han ikke kan genkende – eksempelvis at enheden omtaler Dansk Folkepartis sommergruppemøde som en »youth summer convention«.

EU-korrespondenten understreger afslutningsvis, at »der er nogle vigtige journalistiske og publicistiske principper på spil« i sagen, og at det derfor er DR, der udtaler sig om den.

Chefredaktør i DR Nyheder Thomas Falbe har over for Berlingske erkendt, at Ole Ryborg begik fejl.

»Vores journalist gik for langt. Det var en klar fejl, og jeg har indskærpet vores retningslinjer,« siger Thomas Falbe.