Også Barbara Bertelsen har slettet sms'er i minksag

Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har slettet sms'er i minksag, skriver Politiken.

Tidligere departementschef i Justitsministeriet Barbara Bertelsen forlader Retten på Frederiksberg hvor Instrukskommissionen fortsætter afhøringer, torsdag den 17. september 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Også statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har slettet sms'er fra de intense dage omkring beslutningen om at slå alle mink i Danmark ned i november sidste år, som Minkkommissionen undersøger.

Det skriver Politiken baseret på en skriftlig udtalelse, som avisen har fået fra netop Minkkommissionen.

Tidligere har B.T. beskrevet, hvordan statsministeriets stabschef, Martin Justesen, har slettet sms'er sendt i perioden.

Barbara Bertelsens sms'er har dog været fremlagt i kommissionen. Men det har ifølge Politiken kun været muligt, fordi modtageren af dem ikke har slettet dem.

»Minkkommissionen kan oplyse, at kommissionen ikke har modtaget den omhandlede korrespondance fra Barbara Bertelsen. Statsministeriet har over for kommissionen oplyst, at sms-korrespondancen er slettet,« skriver Minkkommissionen til Politiken.

Departementschefens sms'er til den daværende departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard har blandt andet været fremlagt i Minkkommissionen.

Her kunne man læse, at Barbara Bertelsen henvendte sig flere gange til Henrik Studsgaard om den daværende fødevareminister Mogens Jensens (S) udtalelser i pressen.

»Hvornår kommunikerer I og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte,« skrev Barbara Bertelsen til Henrik Studsgaard 9. november sidste år.

Det var fem dage efter, at regeringen havde oplyst, at alle mink skulle aflives uden at have sikret sig hjemmel til at kræve aflivningerne.

Resten af dagen modtog Studsgaard opfordringer til, at Mogens Jensen i højere grad selv skulle påtage sig ansvaret for »hele rodet om hjemmel«, som Bertelsen formulerede det.

Udvekslingen sluttede blandt andet med, at Barbara Bertelsen efter midnat skrev:

»Forfængelighed er en dødssynd. Sov godt.«

Barbara Bertelsen selv skal afhøres af kommissionen 18. november.

/ritzau/