Officielt: Her er hele Løkkes nye ministerhold

Hele det nye ministerhold er nu på plads. Løkke præsenterer én kæmpe overraskelse.

Ministerrokade - den nye trekløverregering under statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenteres på Amalienborg Slotsplads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Så ligger det fast.

Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen har udvalgt alle de personer, der udgør ministerholdet i den nye regering, Lars Løkke Rasmussen III.

Her er alle ministrene:

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister.

Foto: Keld Navntoft.

Lars Løkke Rasmussen blev valgt ind i Folketinget for første gang i 1994. Han blev første gang minister under Anders Fogh i 2001, hvor han var indenrigs- og sundhedsminister frem til 2007. Herefter blev han finansminister, indtil han blev formand for Venstre og statsminister i 2009, da Anders Fogh blev generalsekretær i Nato.

Det er hans tredje regering som statsminister.

Kristian Jensen (V), ny finansminister. Han afløser Claus Hjort Frederiksen (V).

Foto: UMIT BEKTAS.

Kristian Jensen har siden 2015 været udenrigsminister i Lars Løkkes V-regering. Han overtager nu posten som finansminister fra Claus Hjort Frederiksen.

Den 45-årige V-politiker var skatteminister fra 2004 til 2010. Han har været næstformand i partiet siden 2009.

Anders Samuelsen (LA), ny udenrigsminister. Han afløser Kristian Jensen (V).

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Liberal Alliances politiske leder var sikker på en ministerpost. Den 49-årige politiker har været folketingsmedlem for tre partier – først for de Radikale, siden Ny Alliance og nu Liberal Alliance.

Han har også været europaparlamentsmedlem for de Radikale.

Simon Emil Ammitzbøll (LA), ny økonomi- og indenrigsminister. Nyoprettet ministerium.

Foto: Linda Kastrup.

Politisk ordfører og gruppeformand for Liberal Alliance. Var selvskreven til at være minister.

Ligesom Anders Samuelsen har han en fortid hos de Radikale.

Den 39-årige politiker har Anders Samuelsens fulde tillid og totale respekt og regnes blandt mange for en politisk begavelse.

Søren Pape Poulsen (K), ny justitsminister. Han afløser Søren Pind (V).

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

44-årige Søren Pape Poulsen  har været borgmester i Viborg fra 2010 til 2014 og formand for de Konservative siden 2014. Han har ikke tidligere erfaring som minister, men skal nu se, om han kan løfte sit parti frem fra en position som minister på retsområdet, som har været et centralt område for ham som komnservativ formand.

Brian Mikkelsen (K), ny erhvervsminister. Han afløser Troels Lund Poulsen (V).

Foto: Simon Læssøe.

Brian Mikkelsen er den eneste i den konservative folketingsgruppe, der har erfaring som minister. Den 50-årige gruppeformand var minister i hele den tidligere VK-regering fra 2001 indtil 2011, da S-R-SF-regeringen tog over. Han har været central i forhandlingerne om regeringsgrundlaget, hvor han har været en værdifuld støtte for Søren Pape Poulsen.

Claus Hjort Frederiksen (V), ny forsvarsminister. Han afløser Peter Christensen (V).

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Den 69-årige politiker har indtil nu været finansminister. I den nye regering overtager han forsvarsministeriet fra venstres Peter Christensen.

Claus Hjort Frederiksen blev valgt til Folketinget i 2005. Han var beskæftigelsesminister fra 2001 – 2009 og finansminister fra 2009 til 2011. Er en helt figur central i Venstre og fortsætter i K-udvalget.

Troels Lund Poulsen (V) ny beskæftigelsesminister. Han afløser Jørn Neergaard Larsen (V).

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Troels Lund Poulsen bytter erhvervs- og vækstministeriet ud med beskæftigelsesministeriet, hvor han afløser Jørn Neergaard Larsen.

Han er 40 år og har ministererfaring fra flere forskellige ministerier. Fra marts 2011 til oktober 2011 var han undervisningsminister, mens han var skatteminister fra 2010 til 2011 og miljøminister fra 2007 til 2010.

Inger Støjberg (V), fortsætter som udlændinge- og integrationsminister. Hun er dermed ikke længere boligminister.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Inger Støjberg har været minister for udlændinge-, integration- og bolig siden valget sidste år, og det fortsætter hun med i den nye VLAK-regering. 

Den 43-årige V-politiker har været medlem af Folketinget siden 2001. Tidligere har hun været beskæftigelsesminister og minister for ligestilling fra 2009-2010 samt beskæftigelsesminister fra 2010-2011.

Merete Riisager (LA) ny undervisningminister. Hun afløser Ellen Trane Nørby.

Foto: Thomas Lekfeldt.

Merete Riisager flygtede med egne ord fra de Radikale og meldte sig under fanerne i Liberal Alliance, fordi det ifølge hende var et tabu blandt radikale at tale om, at integrationen gik dårligt.

Hun blev kandidat for Liberal Alliance og valgt til Folketinget i 2011 og har været en stærk stemme på skoleområdet for sit parti.

Ellen Trane Nørby (V), ny sundhedsminister. Hun afløser Sophie Løhde.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Den tidligere undervisningsminister bliver sundhedsminister i den nye VLAK-regering og afløser Sophie Løhde.

Den 36 årige V-politiker har været medlem af Folketinget siden 2005. Fra 2011-2014 var hun partiets politiske ordfører. Tidligere har hun haft ordførerskaber som medie-, social og ligestillingsordfører.

Mette Bock (LA), ny kultur- og kirkeminister. Hun afløser Bertel Haarder (V).

Foto: Keld Navntoft.

Mette Bock har taget ruren hele vejen på tværs af folkertingssalen fra SF i sine unge år over de Radikale til Liberal Alliance, hvor hun i dag nyder stor respekt og er tæt på toppen af partiet. Hun er partiets medlem af Folketings Præsidium. Hun er desuden søster til Anders Samuelsen.

Søren Pind (V), ny uddannelses- og forskningsminister. Han afløser Ulla Tørnæs.

Foto: Henning Bagger.

Søren Pind har siden valget sidste år været justitsminister. Den 47-årige politiker blev valgt til Folketinget i 2005. 

Han var udviklingsminister fra 2010 til 2011 og blev derefter minister for flygtninge, indvandrere, integration og udviklingsbistand fra marts 2011 til oktober 2011. Det er et klart skridt nedad for Søren Pind at forlade justitsministeriet for uddannelses- og forskningsministeriet.

Mai Mercado (K), ny børne- og socialminister. Nyoprettet ministerium.

Foto: Asger Ladefoged.

36-årige Mai Mercado er partiets politiske ordfører, men har siden slutningen af april været på barsel. Hun vender nu tilbage som minister for et nyoprettet ministerium.

Hun blev valgt ind i Folketinget i 2011 og fik genvalg ved valget sidste år. Hun var medlem af byrådet i Odense Kommune for de Konservative fra 2006 til 2011.

Ole Birk Olesen (LA), ny transport- bygnings- og boligminister. Han afløser Hans Christian Schmidt (V).

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Ole Birk Olesen har taget samme tur som flere andre journalister før ham: Først dækkede han dansk politik for blandt andet Berlingske, inden han selv blev en del af dansk politik, da han ved valget i 2011 blev valgt til Folketinget for Liberal Alliance. Har markeret sig som partiets finansordfører.

Karsten Lauritzen (V), fortsætter som skatteminister.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Karsten Lauritzen er også en af de ministre, som fortsætter på sin nuværende post.

Han er 33 år og blev valgt ind i Folketinget i 2007 for Venstre, hvor han, indtil han blev minister i 2015, har haft en række ordførerskaber blandt andet retsordfører fra 2011-2015.

Thyra Frank (LA), ny ældreminister. Nyt ministerium.

Foto: Jørn Deleuran.

Thyra Frank har siddet i Folketinget fra 2011 til 2015 for LA, hvor hun blandt andet var familie-, psykiatri- og socialordfører, men hun blev ikke valgt ind ved valget sidste år.

Hun er kendt i Danmark for sin tid som leder for plejehjemmet Lotte-hjemmet, hvor hun satte de ældres behov foran de systemiske.

Nu bliver den 64-årige politiker altså hevet ind som ældreminister i den nye VLAK-regering.

Lars Christian Lilleholt (V) fortsætter som energi-, forsynings- og klimaminister.

Foto: Sophia Juliane Lydolph.

Lars Chritian Lilleholt er også en af de V-ministre, som får lov til at blive på posten som energi-, forsyning og klimaminister.

Han er 51 år og blev valgt til Folketinget i 2001. Før det var han midlertidligt folketingsmedlem fra 1997-2000.

Ulla Tørnæs (V), minister for udviklingssamarbejde. Nyt ministerium.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Ulla Tørnes blev hevet ind som minister i Lars Løkke V-regering i februar 2016 fra sin plads i Europa-Parlamentet. Nu skifter hun uddannelses- og forskningsminsteriet ud med et nyoprettet ministerium for udviklingssamarbejde.

Hun er 54 år og blev valgt til Folketinget for Venstre i 1994. Ulla Tørnæs har også tidligere været minister. Hun var undervisningsminister fra 2001-2005 og derefter minister for udviklingsbistand indtil 2010.

Esben Lunde Larsen (V), fortsætter som miljø- og fødevareminister.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Den 38-årige politiker fortsætter som miljø- og fødevareminister. Et ministerium, som han overtog fra Eva Kjær, efter hun gik af i forbindelse med den omstridte landbrugspakke.

Han var uddannelses- og forskningsminister fra juni 2015 til februar 2016. Esben Lunde Larsen blev valgt til Folketinget for Venstre i 2011.

Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation. Nyt ministerium.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Sophie Løhde skifter sundhedsministeriet ud med en ministerpost for offentlig innovation. Den 33-årige Venstre-politiker blev valgt til Folketinget i 2007.

Hun har siden 2011 været Venstres sundhedsordfører og er regeringens yngste minister.

Karen Ellemann (V), minister for ligestilling og minister for nordisk samarbejde

Foto: Simon Læssøe.

Den 47-årige politiker skifter ministerium. Hun har siden 2015 været social- og indenrigsminister og bliver nu minister for det nyoprettede ministerium for ligestilling og nordisk samarbejde.

Området er ikke fremmet for Karen Ellemann, der tidligere har været minister på samme område. Fra 2009-2010 var hun indenrigs- og socialminister, og i 2010 blev hun udnævnt til miljøminister og minister for nordisk samarbejde. Hun blev valgt til Folketinget første gang i 2007.

Dermed ryger følgende ministre ud af regeringen:

Bertel Haarder (V) stopper som kultur- og kirkeminister.

Jørn Neergaard Larsen (V) stopper som beskæftigelsesminister.

Peter Christensen (V) stopper som forsvarsminister.

Hans Christian Schmidt (V) stopper som transportminister.

Nye ministre er:

Liberal Alliance:

  • Anders Samuelsen (LA).
  • Simon Emil Ammitzbøll (LA).
  • Mette Bock (LA).
  • Merete Riisager (LA).
  • Thyra Frank (LA).
  • Ole Birk Olesen (LA).

Konservative

  • Søren Pape Poulsen (K).
  • Brian Mikkelsen (K).
  • Mai Mercado (K).

Magtfulde udvalg på plads

Sammen med de nye ministerudnævnelser er der også sat navne på de ministre, der fremover sidder i de forskellige regeringsudvalg.

Regeringens Koordinationsudvalg:

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) (formand for udvalget).
  • Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
  • Justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
  • Finansminister Kristian Jensen (V).
  • Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
  • Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
  • Okonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Koordinationsudvalget er regeringens mest centrale organ og behandler større, væsentlige initiativer og sager fra regeringen, herunder store regeringsudspil og lovforslag. Koordinationsudvalget mødes normalt en gang om ugen.

Regeringens Økonomiudvalg:

  • Finansminister Kristian Jensen (V) (formand for udvalget).
  • Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
  • Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).
  • Skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Økonomiudvalgets opgaver vedrører især regeringens samlede økonomiske politik. Udvalget behandler forslag til finanslove, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre initiativer og sager med væsentlige konsekvenser for økonomi og budget. Økonomiudvalget mødes normalt en gang om ugen.

Regeringens Sikkerhedsudvalg:

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) (formand for udvalget).
  • Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
  • Justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
  • Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Regeringens Ansættelsesudvalg:

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) (formand for udvalget).
  • Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
  • Justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
  • Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Regeringens EU-implementeringsudvalg: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (formand), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), justitsminister Søren Pape Poulsen (K), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), skatteminister Karsten Lauritzen (V), miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) samt transport- og bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).