Özlem Cekic føder børnene – hendes mand passer dem

SF’s Özlem Cekic hader debatter men elsker at møde mennesker. Hun taber sig altid fem kilo under valgkampe og tæller dagene til den 18. juni. Journalist Thomas Conradsen følger valgets hovedpersoner bag facaden, hele valget.

Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Klokken 14.11

Fire politikere sidder om et bord i venteværelset på TV2 Lorry. Selv om de er fra fire forskellige partier - Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF - har de alle ét mål: At få stemmer »nok«.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) - en af de fire om bordet - spørger Özlem Sara Cekic (SF), hvordan det ser ud for hende. Føler hun sig sikker?

Foto: Morten Germund.

»Får vi 6,2 procent af stemmerne, kommer jeg ind. Får vi mindre, gør jeg ikke. Vi ligger og svinger om det niveau hele tiden, så om morgenen jubler jeg, og når der kommer nye tal om eftermiddagen, græder jeg,« siger kvinden med den kurdiske baggrund.

Klokken 14.15

Om præcis et kvarter mødes de fire politikere om bordet i direkte debat på TV2 Lorry. Men inden da er der tid til selfies, og Hækkerup, Cekic, Liselott Blixt (DF) og Sophie Løhde (V) sætter sig helt tæt sammen. De tager metodisk billeder af sig selv med alle fire telefoner. De mange fotos ryger direkte på Twitter eller Facebook.

»Jeg synes, du smiler for meget,« siger Sophie Løhde til Sundhedsministeren.

»Jamen, så tager vi et, hvor jeg ser mere sur ud,« svarer Nick Hækkerup.

Alle gør sig klar til endnu et foto, og ministeren laver en Gnavpot-grimasse.

Klik.

Foto: Morten Germund.

»Var det surt nok?«

»Ja. Jeg uploader både det glade og det sure billede på nettet og så skriver jeg før og efter debatten på dem,« siger Løhde og smiler.

»Naaarj, du skal behandle mig ordentligt,« siger ministeren.

»Ha, jeg er da alt for flink ved dig i forvejen,« lyder det fra Venstre-profilen.

Klokken 14.30

Vittighederne forstummer og alle fire politikere sidder i studiet med deres gameface på. Debatten går i gang.

Foto: Morten Germund.

Klokken 14.57

TV-værten er ved at afslutte debatten. Han giver Sophie Løhde det sidste ord:

»Jeg sidder og tænker, at det er underligt, at Nick peger på Helle Thorning, for hun har kørt minusvækst i halvdelen af landets kommuner. Og undskyld mig: Skal I ikke starte med at få styr på jeres eget parti, før i beskylder alle mulige andre for at lave skræmmekampagne,« siger hun og afbrydes af værten.

»SOM seerne nok kan høre, så bliver I ikke færdige med at diskutere. Men jeg bliver desværre nødt til at stoppe jer. Tak fordi I kom.«

På vej ud af studiet hyggesnakker firkløveret igen. Taler om, at de er trætte, og at der er lang vej endnu. At Grundlovstalerne skal skrives i en ruf.

»Hold kæft, hvor er du bare irriterende Sophie,« siger Nick Hækkerup og griner, da de er tilbage i venteværelset.

Så tænder alle fire igen for deres telefoner.

15.11

Özlem Cekic er på vej ud i sin bil. En sort Toyota stationcar.

»Det er en rigtig familiebil,« siger hun til undertegnede og Berlingskes fotograf, mens hun åbner bagdøren og al rodet truer med at vælte ud på brostenene. En kurv med SF-kaffekopper og valgpjecer står på bagsædet.

Foto: Morten Germund.

»Ja, jeg skal liiige have lavet plads til jer,« siger hun beklagende.

Hun fylder sit favn med udstyr og åbner bagagerummet. Også her er der fyldt med valgplakater og papkasser med kampagne-materiale.

»Ja, jeg er jo fodfolket, så jeg må selv køre rundt med alt mit udstyr,« siger hun og smiler.

Hun sætter sig bag rattet og ringer til Nanna fra SF’s presseafdeling for at fortælle om sin status. Fotografen sætter sig på passagersiden, og jeg klemmer mig ind på sædet bag hende. Presse-Nanna bliver overrasket over, at Özlem har to Berlingske-folk med i bilen.

Vi kører ikke med det samme. Politikeren skal lige »svare nogle borgere«, der har skrevet til hende på Facebook, mens hun har været på Lorry.

Foto: Morten Germund.

»Det er vigtigt for mig at svare alle personligt. Det er helt fantastisk med den direkte kontakt,« siger hun.

15.20

Vi forlader Frederiksberg og kører ad Åboulevard i retning mod Nordvest. Özlem skal bruge et par timer på at ringe på dørklokker i det udsatte boligområde Bispeparken, inden hun igen skal i debat. Først skal hun diskutere sundhed på TV2. Derefter ligestilling på TV2 News. Men lige glæder hun sig over, at der er plads til smalltalk.

Foto: Morten Germund.

»Altså det her er en fin bil, men jeg vil rigtig gerne have et Folkevogns-rugbrød i rød. Men jeg synes, det kræver, at man har fire børn, for så kan der nemlig sidde ét i hvert vindue. Jeg har kun tre børn. Min mand vil ikke have flere, for han siger, at det er mig, der føder børnene, men ham, der passer dem hele tiden,« siger Özlem og blinker mod højre.

Baggrunden for, at vi overhovedet sidder i denne bil er, at Özlem skrev følgende i en mail til mig:

»Kære Thomas

Jeg kan se at du skriver de sjove bagfacaden artikler

Er det muligt at være med en gang :)

Glæder mig til at høre fra dig

Özlem«

Direkte adspurgt, hvad der fik hende til at sende mailen, svarer hun: »De her artikler er lidt anderledes. De giver et indblik i mennesket i stedet for alle de her debatter, vi hele tiden deltager i. Skal jeg være helt ærligt, så hader jeg de der debatter,« siger hun.

Når Özlem læser medierne, støvsuger hun dem for emner, hun kan reagere på og blande sig i. Hun er ikke bleg for at tæppebombe journalisterne med mails.

»Jeg er lidt af et DAMP-barn, hvis man må kalde det. Det er min styrke - jeg giver aldrig giver op! Men det er også min svaghed, for jeg er som en Duracell-kanin, der bare bliver ved og ved med at arbejde. Jeg holder aldrig fri,« siger den 39-årige kvinde, der arbejdede som sygeplejerske, inden hun kom i Folketinget.

15.35

Vi er tæt på Bispeparken i Københavns Nordvest-kvarter, da jeg spørger hende, hvordan hun har det midt i valgkampen.

»Altså jeg vågner hver morgen, og så tæller jeg ned. Tæller dagene til det er slut. Alle dem, der siger at valgkampe er sjove… de taler ikke sandt. Valgkampe er benhårde, og jeg taber hver gang fem kilo, når jeg deltager i dem,« siger hun.

»Jeg prøver så vidt muligt at komme hjem i tide til at læse godnathistorier for mine børn, men det er ikke altid, jeg når det. Vi læser Ole Lund Kirkegaard for tiden. Den om Frode. Kender du den?«

Hele valgkampen står hun op klokken 06.00 og går i seng klokken mellem 00.00 og 01.00.

»Med hensyn til at savne børnene - jeg har ikke engang tid til at reflektere over det. Sådan er det bare. Jeg har forberedt dem på det. De ved, de ikke ser mig i tre uger, men at vi bagefter skal spise is.«

Vi kører forbi en række lygtepæle, hvor der hænger valgplakater af hende selv i baggrunden. Kort efter er vi fremme.

16.00

Bilen er parkeret, og Özlem står og venter ved den 2½ meter høje skulptur af en sneugle, der siden 1968 har stået i det ene hjørne af kvarteret. Hun skal mødes med Julie og Sisse, to frivillige medhjælper. De ankommer og er ligesom politikeren klædt i SF-jakker og har kurve med friskbrygget kaffe, kopper og valgpjecer på armen.

Foto: Morten Germund.

»Vi mødes igen klokken 16.45 foran uglen,« siger Özlem Cekic.

16.09.

Özlem står ved den første omgang, hun skal besøge i dag. Halvdelen af navnene ved dørtelefonen er typisk danske. Den anden halvdel er af udenlandsk oprindelse.

Hun ringer på, ved et af de danske navne.

Foto: Morten Germund.

»Hallo,« lyder det skrattende i højtaleren.

»Ja hej, det er Özlem Cekic, jeg er folketingsmedlem for SF, må jeg komme ind i opgangen?«

»Nej, det tror jeg ikke, du skal,« lyder svaret.

»Jamen, jeg deler nogle pjecer ud.«

»Okay.«

Biææp, lyder det, og døren låser op.

»Tak,« siger Ôzlem.

»Ja,« siger kvinden i den anden ende.

16.10

Ved første dør åbner en ældre arabisk mand. Han kigger nysgerrigt på Özlem.

Foto: Morten Germund.

»As-salamu alaykum,« siger Özlem, og han kvitterer smilende den arabiske hilsen.

»Jeg hedder Özlem og jeg folketingsmedlem for SF.«

»Jaja«.

»Det er valg snart, og du har sikkert set alle plakaterne. Jeg besøger jer, for at spørge om I stemmer. Det er der nemlig virkelig mange, der ikke gør her i Bispeparken.«

»Taler du arabisk,« spørger manden.

»Jeg taler ikke arabisk. Jeg har kurdiske rødder,« svarer hun.

Mens en duft af krydderier madlavning siver ud i opgangen, kommer mandens kone til syne bag ham. Hun bærer tørklæde, briller og en undrende grimasse. Özlem hilser også på hende. De snakker sammen, tre-fire minutter mere. Om at stemme. Hvor de kan gøre det. Så spørger konen, der stort set ikke snakker dansk:

»Men Helle?«

»Ja, vi peger vi også på Helle som statsminister. Men mit parti hedder SF.«

Foto: Morten Germund.

Til sidst giver hun ægteparret en pjece, der oplyser om valget på arabisk.

»Vil du ind,« tilbyder konen.

»Nej tak, jeg skal ringe på mange døre endnu,« siger Özlem.

Alle tre tager afsked med hinanden på arabisk.

16.15

Anden dør. En midaldrende dansk kvinde åbner.

»Hej, jeg hedder Özlem Cek…«

»Ja - men det har ingen interesse,« siger kvinden, og stemmen afslører, at det er den samme kvinde, vi tidligere hørte ved dørtelefonen.

»Jeg vil faktisk bare spørge dig, om du stemmer til folketingsvalget,« siger politikeren.

»Ja, det gør jeg. Men ikke på dig.«

Foto: Morten Germund.

»Nej, men det gør ingenting. Det allervigtigste er, at du stemmer. Der er virkelig mange i Bispeparken, der aldrig stemmer. Og tak fordi du åbnede døren for mig dernede.«

»Velbekomme,« siger kvinden og smiler for første gang under samtalen. »Godt valg,« siger hun, inden hun atter lukker døren.

Bag næste dør er et ungt østeuropæisk par, der hverken taler dansk eller har danske pas. Så kommer en tre-fire studerende og på toppen er der ældre mennesker.

Foto: Morten Germund.

Ingen er sure. Nogle vil diskutere. Andre vil småsnakke. Alle har tænkt sig at stemme. Siger de.