Özlem Cekic efter skilte-ballade: Shop amok i Føtex

Arkiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Özlem Cekic (SF) har kun latter til overs for DFeren Martin Henriksens boykot af Føtex. Hun opfordrer nu sine »kusiner og fætre« til indkøb i kæden.

På sin Facebook-profil skriver folketingspolitikeren fredag morgen:

»Nu hvor Martin Henriksen fra DF vil boykotte Føtex, vil jeg gerne opfordrer alle mine kusiner og fætre til at shop-amokke i Føtex:) Henriksen mener at det er knæfald for Islam at Føtex, nær et asylcenter, har valgt at skilte med dansk OG arabisk. Helt ærligt..,« skriver Özlem Cekic og fortsætter:

»I Magasin har man valgt at skilte med russisk og kinesisk for at sælge sine varer til den turist gruppe også. Det må så i følge Henriksen betyde knæfald for kommunisme:-)) Ro på Henriksen..«

Da BT fanger Özlem Cekic til en kort kommentar griner hun stadig af Martin Henriksens udmelding, som hun kalder »latterlig« og »absurd«.

»Jeg plejer aldrig at handle i Føtex, men nu har jeg tænkt mig gøre det,« siger hun.

»Det er for absurd, at han gør det der. Ovenikøbet at han blander sig i, hvad et firma skal skilte med - det må de da selv om!«

Cekic er den seneste af en række politikere, der har taget afstand fra Martin Henriksens reaktion på Føtex-butikkens arabiske skilt. På et andet socialt medie, Twitter, skrev tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) eksempelvis:

»Mon ikke Føtex overlever Martin Henriksens boycot? Jeg tror det!«

Overfor BT sagde Martin Henriksen, at nogle af de flygtninge, der kommer til Danmark, har 'masser af ressourcer'. Det begrundede han med, at de må have haft 'råd til at betale en menneskesmugler for at komme hertil'. Noget som faldt Radikale Venstre-politikeren Karen Melchior, der har jødisk baggrund, for brystet.

»Ja, jeg er sgu glad for min farfar havde råd til en menneskesmugler i 1943…,« skriver hun i et svar på Twitter.