Østergaard: Socialdemokraterne må selv finde penge til dagpengesystemet

Morten Østergaard er ikke overrasket over, at Socialdemokraterne nu vil bruge penge på en dagpengeløsning. De Radikale mener stadig, at der ikke skal tilføres flere kroner.

Foto: Simon Læssøe.
Læs mere
Fold sammen

Da de for fire måneder siden sad i regering sammen, var holdningen klar: Der skulle ikke bruges flere penge på et nyt dagpengesystem.

Men nu melder Socialdemokraterne sig klar til at poste penge i systemet, mens de Radikale står fast: Det er ikke nødvendigt at bruge flere skattekroner.

»Vi har den samme holdning, uanset om vi er i regering eller i opposition. Så vi glæder os til, at Dagpengekommissionen kommer med sit forslag. Vi forventer, at det vil rumme en række forbedringer af dagpengesystemet, men uden at det koster flere skattekroner,« siger partileder Morten Østergaard (R) til Berlingske Nyhedsbureau.

»Det vil være vores udgangspunkt til forhandlingerne, men jeg er ikke så overrasket over, at Socialdemokraterne har et andet synspunkt i dag.«

S-formand Mette Frederiksen (S) sparkede Folketingets åbningsdebat i gang med at proklamere, at Socialdemokraterne vil have flere penge på bordet, når dagpengesystemet snart står til forhandling. Det samme kræver Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF. De fire partier udgør tilsammen et flertal på 105 mandater.

Men det har Mette Frederiksen ikke tænkt sig at udnytte, fordi hun ikke vil forhandle uden om regeringen. På det punkt er de Radikale stadig enige med den gamle regeringspartner: Der skal laves en bred aftale.

»Det er vigtigt, at vi får en aftale, som er bred og sikrer stabilitet på området. Så kommer jeg med mit udgangspunkt, som jeg kan forstå også er regeringens. Men hvad andre så mener, er jeg ikke herre over,« siger Morten Østergaard.

Regeringen er parat til at lytte til Socialdemokraterne. Adspurgt om de Radikale også er det, svarer Morten Østergaard:

»Jo, det er vi jo. Hvis finansieringen er på plads. Vi kommer uden ultimative krav. Men vores udgangspunkt bliver Dagpengekommissionen. Og skal der findes penge, skal de finansieres - og det er partierne, der vil bruge dem, der må finde dem.«

Hvad tænker du om, at Socialdemokraterne har ændret holdning?

»Jeg tænker ikke så meget andet end, at det er vigtigt for mig, at Det Radikale Venstre er kendt som et parti, der mener det samme, når vi sidder i regering, som når vi sidder i opposition.«

Dagpengekommissionen fremlægger sine anbefalinger 19. oktober.