Per Ørum siger ja til udlændingeaftalen

Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen vil stemme for regeringen og Dansk Folkepartis udlændingeaftale. Dermed er et flertal i hus.

Det 90. og afgørende mandat for regeringens og Dansk Folkepartis udlændingeaftale, Per Ørum Jørgensen, stemmer ja. Det siger han, efter at regeringen og Dansk Folkeparti har offentliggjort aftalen.

- Det ligger i tråd med det, jeg har hørt i går. Det ligger inden for den ramme, der blev lagt i forbindelse med finansloven. Derfor holder jeg selvfølgelig ved den aftale, jeg indgik i forbindelse med finansloven, siger Per Ørum Jørgensen.

Kristendemokraten såede tvivl om sin støtte, da han tirsdag sagde, at han ikke ville stemme ja til aftalen, hvis den var fundamentalt ændret i forhold til den aftale, der var indgået i forbindelse med finanslovforhandlingerne.

Men efter at have talt med centrale ministre tirsdag aften følte Per Ørum Jørgensen sig overbevist om, at udmøntningen af aftalen er inden for rammerne af finanslovaftalen.

Det har han nu fået bekræftet. Og han er nogenlunde tilfreds med aftalen - selvom han grundlæggende ikke bryder sig om den.

- I forhold til at det på et tidspunkt var fremme, at man skulle have en uddannelse fra et top-20 universitet for at komme ind i landet, tyder det på, at der er blødt op på det, siger han og fortsætter:

- Vi er ikke en del af aftalen og bryder os ikke grundlæggende om princippet i det. Men når det skal være, tror jeg, at det kunne have været meget værre. Så derfor ser jeg ingen grund til, at jeg skal stemme imod, siger Per Ørum Jørgensen.

/ritzau/