Øer slås om tilskud til lavere færgebilletter

Ø-kommuner anklager småøer for at bagholdsangreb, efter at de har bedt om større andel i millionpulje.

Skuffende. Uopdragent. Et bagholdsangreb.

Det vækker vrede på både Læsø og Fanø, at Sammenslutningen af Danske Småøer har henvendt sig til politikerne på Christiansborg for at få en større del af et milliontilskud til færgebilletter.

- Småøerne har lavet et bagholdsangreb på de andre øer, fordi de er utilfredse med fordelingen, siger Erik Nørreby.

- I stedet for at rette henvendelse til os, så vi i fællesskab kunne forsøge at få flere penge til området, har de lavet et oplæg, hvor der skal tages penge fra os andre.

Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V), mener, at de små øer bryder det samarbejde, der indtil nu har sikret statspenge til at sænke færgetaksterne.

- Det er virkelig skuffende. Og jeg forstår slet ikke, hvor de vil hen, siger han.

Selvom Fanø og Læsø af mange danskere sikkert opfattes som små øer, så er de i denne sammenhæng blandt de større. De er nemlig selvstændige kommuner som Samsø.

Det, der kaldes småøer - som Omø, Orø og Strynø - hører ind under andre kommuner.

Dorthe Winther, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, siger, det ikke har været hensigten at gå bag om ryggen på nogen. Men sammenslutningen mener, at pengene fordeles skævt.

- Konsekvensen er, at ikke alle kommer i gang med landevejsprincippet med det samme. Det er nu, der er fokus på det. Det er nu, man kan hive folk til øerne, siger hun.

- Vores hensigt har ikke været at gå bag om ryggen på ø-kommunerne, understreger Dorthe Winther.

/ritzau/