Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den stigende smitte med coronavirus har fået myndighederne til at indføre skærpede restriktioner i Odense Kommune, Københavns Kommune og kommuner omkring hovedstaden.
Det har fået Odense Kommune til at sende administrative medarbejdere hjem foreløbigt frem til 22. september. Det oplyser Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune.
Det sker, efter at sundhedsmyndighederne, sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og borgmestrene i Odense og København mandag har holdt et pressemøde.
Her lød opfordringen, at flest mulige medarbejdere skal arbejde hjemmefra.
Stadsdirektør i Odense Kommune Stefan Birkebjerg Andersen oplyser, at det drejer sig om op mod 2000 kommunale medarbejdere.
»På baggrund af ministerens anbefaling har direktørgruppen og jeg truffet beslutning om, at man arbejder hjemmefra i det omfang, det er muligt at løse opgaverne i administrationen uden at være på et kommunalt kontor,« siger han.
Han pointerer, at Odense Kommune fortsat vil være i fuld drift.
»Det vil mestendels være administrative medarbejdere, der arbejder hjemme, mens vores social- og sundhedsmedhjælpere, skolelærere og så videre fortsat løser deres opgaver tæt på borgeren,« siger Stefan Birkebjerg Andersen.
De næste uger vil Odense Kommunes kriseberedskab samles hver dag.
I alt er 124 personer i Odense over de seneste syv dage testet positive. Det svarer til 60,7 personer per 100.000 indbyggere.
Det er fortsat uklart, om medarbejdere i Københavns Kommune også skal arbejde hjemme.
Det kommer der formentligt afklaring på først på dagen tirsdag, hvor Københavns Kommunes kriseberedskab skal holde møde.
/ritzau/