Obama må få en plan for Mellemøsten

Hans-Christian Bruus og David Pontoppidan: Obama har arvet to krige, han ikke selv startede, men han kan ikke bebrejde sin forgænger for den måde, han nu håndterer dem på, ej heller for hans selektive støtte rundt om i verden til nogle oprørere fremfor andre, uden en større, gennemskuelig strategi.

Hans-Christian Bruus, Irakveteran Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Barack Obama er i år gået ind i sit tredje år som præsident. Da hans forgænger, George W. Bush, havde været præsident i tre år, var ingen i tvivl om, hvad Vestens strategi overfor Mellemøsten var, selvom langtfra alle var enige. Obamas rolle som den frie verdens leder har imidlertid ikke alene vist sig som tilbagetrukket, men som direkte fraværende. Tre år inde i Obamas præsidentskab, viser både Sarkozy og Cameron initiativ på verdensscenen, men uden amerikansk følgeskab, man må spørge sig selv, hvad Vesten egentlig vil med Mellemøsten.

Meget er blevet sagt om de otte år med George W. Bush som præsident. Hans biografi Kritiske Beslutninger, der udkom på dansk forleden, bekræfter, at han som præsident selv havde en grundlæggende teori om verden, og en grundlæggende strategi som den amerikanske udenrigspolitik blev styret efter. Krigen mod terror. Terrorisme skulle bekæmpes globalt, og det var Vestens frie ledere, fremfor alverdens diktatorer, der skulle sætte dagsordenen. Fremfor at forlade sig på FN, hvor diktatoriske medlemsstater gang på gang stemte mod demokrati i frygt for at miste deres egen magt, etablerede han i stedet en ’koalition af de villige’. Den koalition eksisterer stadig i dag, men på tragikomisk vis med USA som uvillig leder.For hvad er formålet med Vestens engagement i Mellemøsten i dag? Snarere end sin forgænger, har Obama valgt at følge begivenhederne, fremfor at præge dem.

Til jul trækker USA de sidste støttetropper ud af Irak, som i mellemtiden er blevet til en sattelitstat for præstestyret i Iran, og sandsynligvis kommer til at udgøre et ligeså stort problem for USA som da Saddam Hussein var præsident. Da den grønne revolution skyllede over Iran i 2009, selvsamme år som Obama var blevet indsat, valgte præsidenten dengang en larmende tavshed, mens uskyldige, veluddannede unge, der utvivlsomt kæmpede for vestlige, demokratiske værdier, blev slået ihjel på åben gade.

Prisen kommer Vesten til at betale, når Irak forfalder til kaos og iransk indflydelse. På samme tid står vi over for at trække soldater tilbage fra Afghanistan i 2014 og overlade landet til den afghanske hær, som stort set ingen analytikere vurderer er klar til at overtage landets sikkerhed. Hvorvidt en fredsaftale skal indgås med Taleban eller ej er usikkert, men den lykkelige slutning på 13 års krig er langtfra garanteret.

Der tales for tiden blandt alle om et arabisk forår, og i medierne har der været tale om en demokratisk revolution. Men som den globale efterretningstænketank STRATFOR bemærkede i en større analyse for nylig, er det ikke alle demonstrationer som er lig med revolutioner. Og verdenshistorien viser tydeligt, at det ikke er alle revolutioner, der fører til fred eller demokrati. Irak 1968, Libyen 1969, Libanon 1975, Iran 1979 og utallige andre lande i Mellemøsten har førhen oplevet store revolutioner, der kun har ført til mere blod og undertrykkelse, og påvirket vestlige interesser i negativ grad.

Selvom over en kvart million mennesker samledes på Tahrir pladsen i Cairo den 31. januar i år, under international mediebevågenhed, førte det egyptiske oprør kun til, at militæret kunne afsætte den utvivlsomt korrupte præsident, og til gengæld indsætte en militærjunta som alternativ. Var det bedre eller værre? Ligeledes er vi nu i krig i Libyen, for at afsætte en diktator, men uden at vide, hvad vi får til gengæld. Men nyligt udgivet efterretningsanalyser klarlægger, at al-Qaeda terrorister allerede opererer i Libyen med henblik på at anvende krigens magttomrum til at skabe en islamisk stat – på opfordring af al-Qaeda-celler på den arabiske halvø og i Pakistan. I Syrien fremstår fremtiden også meget usikker. Mens der ikke eksisterer tvivl om, at Syrien er et diktatur der slår brutalt ned på systemkritikere, viser Syriens historie også, at det ikke har været anderledes når andre sad på magten. Syrien ledes i øjeblikket af al-Assad klanen, der kommer fra en alawitisk baggrund. Alawitterne, som er en muslimsk sekt, har kun siddet på magten i Syrien i fem årtier, og har historisk set været forfulgt og set ned på af andre muslimer, bl.a. fordi de drikker, fejrer kristne helligdage og ikke følger sharia.

Oppositionen til alawitterne i Syrien kommer primært fra sunnierne, der udgør 3/4 af landets befolkning, og som historisk set har siddet på magten, eller bekriget religiøse minoriteter for at opnå den. Deres religiøse fundamentalisme er langt større end alawitternes, og deres had til Vesten er lig det, man finder næsten alle andre steder i Mellemøsten. Mens al-Assad klanen bestemt ikke fortjener nogen ros eller beundring for demokratiske reformer, og selvom Syrien er en trofast støtte af Hizbollah i Libanon, har landet også vist sig villig til at forhandle, og forholdt sig ekstremt afventende over for Israel, sammenlignet med andre lande i regionen. Ingen ved, hvad et regimeskifte vil bringe med sig, heller ikke hvis det viser sig at være et demokrati.

I det store vakuum af globalt, vestligt lederskab Obama har efterladt sig, har Sarkozy og Cameron som sagt meldt sig på banen. Men som hele verden også ved, er Europas holdning til geopolitik kun en papirtiger, hvis ikke den bakkes op af det amerikanske militære maskineri, og kapaciteten til at landsætte tropper i hundredtusindvis på kort tid. Der skal ikke herske tvivl om, at hele verdens befolkning fortjener frihed, ligesåvel som den fortjener ikke at gå sulten eller dø af simple sygdomme, der skyldes urent drikkevand eller mangel på medicin. Men en demokratisk revolution indebærer som bekendt først etableringen af demokrati, og dernæst en stemmeafgivelse på landets ledere.

De, der priser demokrati for enhver pris, bør derfor også huske på, at demokrati ikke altid fører til et valg af dem, man havde håbet på, hvad enten vi erindrer Hitlers valg som Reichskanzler i 1933, eller jordskredssejren til Hamas i 2006.

Obama har arvet to krige, han ikke selv startede, men han kan ikke bebrejde sin forgænger for den måde, han nu håndterer dem på, ej heller for hans selektive støtte rundt om i verden til nogle oprørere fremfor andre, uden en større, gennemskuelig strategi. Det svækker hans position som leder i den frie verden, og dermed også Vestens indflydelse globalt. Cameron og Sarkozy, der har fremsat en heftig kritik af Syrien i FN’s Sikkerhedsråd, har sagt, at når Kina og Rusland blokerer for selv den mest afdæmpede kritik af det syriske regime, må de også leve med demonstranternes liv på samvittigheden. Det er sandt, og en kritik fra netop FN af det syriske regime er velfortjent. Men før Vestens ledere halsløst begiver sig ind i endnu en mellemøstlig konflikt, bør de samtidig spørge Obama, hvad strategien egentlig er på sigt med det vestlige engagement i Mellemøsten, og hvad kriterierne er for en succes. Alternativet er kaos, og historien viser os desværre, at det kan blive langt værre, end det vi hidtil har været vidne til.