Nyt rødt flertal vil undersøge, om Støjberg har brudt loven: »Det handler om, at alle skal overholde loven«

Efter valget er der nu flertal for en undersøgelse af fungerende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ageren i sagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar. Sagen er blevet bragt ind i de regeringsforhandlinger, der er i fuld gang lige nu.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal nu undersøges i sagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar. Det ønsker rødt flertal. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Sagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar i Danmark får nu endnu et kapitel.

Det flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, de Radikale og SF, der i disse dage sidder og forhandler om grundlaget for en mulig ny regering, vil nemlig have en uvildig undersøgelse af fungerende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og hendes ageren i sagen om adskillelserne.