Nyt notat: Danmark er på en stigende epidemikurve

Udviklingen i Aarhus bekymrer Statens Serum Institut, der vurderer, at vi er på en stigende epidemikurve, men endnu ikke kan afgøre, om stigningen er lineær eller mere voldsom.

Danmark er på vej ind i en stigende epidemikurve. Det fremgår af et notat, der er sendt fra regeringen til Folketingets følgegruppe for corona.

Senere i dag mødes sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med partiernes sundhedsordførere for at orientere om omfanget af smitte i Danmark samt situationen i Aarhus og Ringsted, der netop nu oplever såkaldte mikroudbrud.

Af notatet fremgår det, at der i uge 30 var 247 covid-19-tilfælde, mens det tal ugen efter lød på 494. Stigningen ser ifølge dokumentet ud til at fortsætte ind i uge 32. Det fremgår også, at det stigende antal ikke alene kan forklares med flere test, men derimod er udtryk for »en øget spredning af COVID-19«.

Det såkaldte kontakttal – hvor mange personer en smittet smitter – er steget fra 1,0 ved sidste beregning til 1,4. Tallet er naturligt behæftet med usikkerhed.

Notatet behandler også de lokale udbrud i Ringsted og Aarhus. Her bekymrer sidstnævnte især.

»Udbruddet i Ringsted er afgrænset til Danish Crown og forventes at blive inddæmmet ved intensiveret test af personale, kontaktopsporing samt forebyggende tiltag på virksomheden. Stigningen i Århus er mere bekymrende, idet der er tegn på mange mindre geografisk spredte udbrud og en større smittekæde i somaliske kredse,« skriver Statens Serum Institut (SSI) og fortsætter:

»Hvis man ser bort for tilfælde i Ringsted og Århus er der alligevel tegn til en mindre stigning i landet og også en større geografisk udbredelse.«

Derfor kan der være behov for yderligere restriktioner i Aarhus, lyder det.

Samlet konkluderer SSI:

»Vi vurderer, at vi er på en stigende epidemikurve med mere udbredt samfundssmitte og geografiske ophobninger i enkelte områder. Det er for nuværende svært at vurdere, om vi er på en lineær eller eksponentiel kurve. Det er ikke uventet, at vi på et tidspunkt ville se en stigning som følge af åbningen af samfundet, og på nationalt niveau er smitten stadig på relativt lavt niveau, men på en opadgående kurve.«