Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Unge kriminelle vil blive mødt med en kontant konsekvens hurtigere hos de ungdomskriminalitetsnævn, regeringen vil oprette i alle landets politikredse, end hvis den kriminelle lavalder sænkes.
Sådan lyder justitsminister Søren Pape Poulsens (K) hovedargument for at indføre en ungelavalder på 12 år i stedet for at sænke den kriminelle lavalder, som de tre regeringspartier tidligere har slået på tromme for.
»Hvis man skal igennem domstolen med forsvarer og anklager, så går der noget tid, før reaktionen kommer til den unge. Idéen med det her er, at politiet indstiller den unge til nævnet, og så får man en hurtig reaktion.«
Regeringens udspil til en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet, »Alle handlinger har konsekvenser«, indeholder i alt 15 initiativer. De går ikke ud på, hvordan man straffer de unge mest muligt, betoner Pape.
»Det her handler om, hvordan unge mennesker får et godt liv hurtigst muligt, hvis de er på vej ud i kriminalitet.«
Nævnene skal med en dommer i spidsen kunne pålægge den unge kriminelle en form for samfundstjeneste. Adspurgt om der ikke skal langt hårdere midler til, lyder Papes svar:
»Der kommer først en reaktion: Du skal for eksempel vaske brandbiler eller gøre rent i din boligforening. Hvis du ikke gør det, så skruer vi op for musikken.«
Hvad betyder det, at musikken bliver skruet op?
»Hvis den unge og den unges forældre ikke er i stand til at gøre det, så har vi politiets hjælp til at sikre, at den unge gør det.«
»Hvis den unge så populært sagt giver hele samfundet fingeren, så kan det ende med, at nævnet placerer ham et sted væk hjemmefra, så han kan komme på bedre tanker,« siger Pape.
Hvordan adskiller det sig fra det, man gør i dag?
»I dag kan du også gøre det på visse typer. Men langt hen ad vejen handler det her system om at sætte i rammer.«
»I dag er der mange forskellige måder at gøre det på rundt omkring. Det her er et regime, vi bygger op, hvor vi sikrer, at der skal ske noget.«
Pape medgiver, at en del af de 15 initiativer allerede eksisterer i »kommunernes værktøjskasser«.
»Det bliver bare brugt meget forskelligt. I det nye system bliver nævnenes afgørelser forpligtende for kommunerne,« siger ministeren.
Hvad angår den unges retssikkerhed betoner Pape, at den unge kan bede om at få en advokat:
»Men det her er ikke et strafferetligt system. Det er sådan set fuldstændig de regler, der også gælder i dag. En socialrådgiver kan jo også i dag sætte reaktioner i gang over for en ung. Det er det, vi viderefører i et nyt system.«
/ritzau/