Nyt flertal kan give ny opposition mere magt

Den nye opposition skal have flere magtbeføjelser til at kontrollere den siddende regering. Det mener flertallet bag Helle Thorning-Schmidt, som lige nu forhandler regeringsgrundlag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den borgerlige opposition har udsigt til at blive udstyret med en række arbejdsredskaber til bedre kontrol af regeringen, som den tidligere opposition har sukket efter i årevis. Det nye flertal bag Helle Thorning-Schmidt har bl.a. talt for, at et mindretal på 40 procent af Folketinget skal kunne igangsætte en uvildig undersøgelse, der kan granske en beslutning truffet af flertallet. De har talt for at udvide muligheden for høringer ved lovforslag og for at give oppositionen mere økonomisk regnekraft, som kan give et modspil til de beregninger, Finansministeriet foretager.

Da Enhedslisten mandag i sidste uge besøgte Helle Thorning-Schmidt på hendes kontor for at drøfte deres krav til regeringsgrundlaget, havde partiet blandt andet krav med om, at den kommende regering leverer flere af de tiltag, de selv har efterlyst hos VK-regeringen.

- Det grundlæggende udgangspunkt er, at vi skal forbedre arbejdsvilkårene for oppositionen. Det kan virke lidt underligt, når man bliver en del af et flertal, men hvis man bare hele tiden betaler tilbage og siger, at de har behandlet os dårligt, så behandler vi også dem dårligt, så bliver det kun værre. Derfor synes vi, det er vigtigt, siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, der kalder det »hykleri«, hvis ikke S-SF og de Radikale vil give den borgerlige opposition mere magt.

Berlingske har været i kontakt med flere centrale aktører tæt på forhandlingerne om regeringsgrundlaget på Hotel Crowne Plaza, og de regner alle med, at en ny regering vil styrke oppositionens mulighed for at kontrollere flertallet. Men det har ikke været muligt at finde ud af, hvilke tiltag de vil iværksætte, ligesom hverken S-SF eller de Radikale har ønsket at udtale sig til citat til denne artikel.

Et af de forslag, som det nye flertal har stået mest fast på, er at give oppositionen mulighed for at nedsætte uvildige kommissioner. Det har den tidligere opposition bl.a. efterlyst i forbindelse med overbetaling af privathospitalerne, Irakkrigen, CIA-flyvninger over dansk territorium og en lang række af andre sager. Sådanne kommissioner kan koste et tocifret millionbeløb og kan sidde i flere år, før der ligger en konklusion.

Professor advarer

Professor i statskundskab ved Syddansk Universitet Asbjørn Sonne Nørgaard advarer imod forslaget:

- Man skal kunne kigge magten efter i kortene, men jeg er bange for, at vi vil få et hav af kommissioner og undersøgelser, og at oppositionen vil bruge det, ligesom de i dag hele tiden kalder ministeren i samråd og stiller spørgsmål om dit og dat.

Han roser dog, at alle partierne bag det nye flertal har villet hastelovgivning til livs, som den tidligere regering foretog, f.eks. ved at lovfæste høringsfristerne, så man sikrer sig, at interesseorganisationer og eksperter når at kigge lovforslagene igennem.

- Der har udviklet sig en tendens til, at der gives enormt korte høringsfrister, og at lovgivningen nogle gange hastes og jages igennem. Det vil nok forbedre kvaliteten af lovarbejdet, hvis man prøver i størst muligt omfang at overholde nogle rimelige frister, så man rent faktisk kan risikere at blive klogere, siger Asbjørn Sonne Nørgaard. 

VKO-partierne har før valget afvist at give lignende arbejdsredskaber til den gamle opposition, men i dag vil Venstre ikke forholde sig til emnet, før regeringsgrundlaget er færdigt. Men Dansk Folkeparti mener ikke, de nye magtredskaber er nødvendige:

- I de forslag er der en grundlæggende mistillid til embedsværket og regeringerne, som jeg ikke deler. Uanset om det er en socialdemokratisk regering eller en Venstre-ledet regering, så har jeg tillid til embedsværket, og det må vi opretholde, siger Søren Espersen (DF), der før valget var medlem af Folketingets Præsidium.