»Jeg har en nyhed, der kommer til at ændre Danmarks fremtid.«

Den hemmelighedsfulde melding kom fra partileder i Danskernes Parti, Daniel Carlsen, i en video på Facebook i tirsdags.

Lørdag afslørede partiets frontfigur så på et pressemøde i København, hvad nyheden er:

»16 pct. af danskerne overvejer at stemme på Danskernes Parti til næste folketingsvalg,« sagde Daniel Carlsen, som er tidligere medlem af det nynazistiske parti Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

Undersøgelsen fra Gallup viser, at ud af de 1.051 adspurgte vil 3,4 pct. stemme på Danskernes Parti ved næste valg, og 12,6 pct. vil måske stemme på partiet.

Danskernes Parti blev stiftet i 2011, og de har endnu ikke opnået valg til noget endnu.

Men partiet, hvis mærkesager er at stoppe den ikke-vestlige indvandring og påbegynde omfattende hjemsendelser, melde sig ud af EU samt prioritere danske børnefamilier, er stålsatte på at komme i Folketinget ved næste valg.

Artiklen fortsætter under videoklippet fra Danskernes Partis pressemøde.

Gallup bekræfter, at instituttet står bag målingen, men fortæller samtidig til Berlingske, at folk ofte svarer lidt anderledes, når der ikke indgår andre partier i spørgeundersøgelsen.

»Når man kun bliver spurgt ind til et enkelt parti, og om man vil stemme på dem, er der typisk flere, der er positive over for at stemme ja, end hvis man fik valgmuligheden mellem en række partier,« siger leder af den politiske afdeling hos Gallup, Camilla Kann Fjeldsøe.

»Går du over for rødt lys, sender vi dig ud af landet«

Daniel Carlsen, en af jeres helt store mærkesager er at påbegynde hjemsendelser af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Hvordan har I rent praktisk tænkt jer at gøre det?

»Det skal foregå over en 30-årig periode, hvilket nogenlunde svarer til den tid, det har taget at indføre den indvandringspolitik, vi har haft. Derudover vil vi straks-udvise kriminelle. Så går du over for rødt lys, sender vi dig ud af landet. Vi mener ikke, at vi skal respektere, at folk ikke overholder lovgivningen i vores land. Og her er det lige meget, om det bare er en bagatel-overtrædelse. For de folk, vi vil sende ud på de betingelser, er personer, vi med tiden alligevel vil udvise.

Hvordan definerer I ikke-vestlige og vestlige folk?

»Man er vestlig, hvis man er af europæisk herkomst.«

Hvad så med de folk, der kommer fra USA og har bosat sig i Danmark?

»Størstedelen af dem, der bor i USA, er fortsat med europæisk herkomst. Men der er forskel på, om du har europæisk herkomst og bor i Amerika, eller om du har afrikansk herkomst. Vi går ikke i detaljer på den måde, men hvis du har en europæisk forælder, er du europæer i vores øjne.«

Så hvis en person har en kenyansk mor og en tysk far og herefter flytter til Danmark, vil vedkommende så blive udvist?

»Nej.«

Hvordan vil I økonomisk finansiere hjemsendelserne?

»En indvandrer fra et mindre udviklet land koster i gennemsnit samfundet 2,6 millioner over et livsforløb. Det er beregninger foretaget af Velfærdskommissionen. Hvis man antager, at de folk, vi vil sende ud af landet, har levet halvdelen af deres liv i Danmark, så har vi stadig 1,3 millioner kroner til at finansiere en flybillet til dem.«

»Et hul som Afrika«

Hvorfor er det, I er så optaget af, at fællesskabet skal være nationalt betinget og ikke må blandes med andre kulturer og etniciteter?

»Det ved jeg ikke. Spørgsmålet er vel, hvorfor det er? For det er netop det, der er pointen. Vi siger det ikke, fordi vi kun kan være sammen med folk, der er her fra. Al erfaring viser, at i multietniske samfund er folk mere utrygge, har mindre tillid til hinanden og er mere kriminelle.«

Du siger, at befolkningen i Danmark skal bestå af folk med europæisk herkomst. Hvad er forskellen på at være af afrikansk og europæisk herkomst?

»Der er en hel verden til forskel på afrikanere og europæere. Du kan se på, hvilke afrikanske og europæiske samfund der eksisterer i dag. Vi er grundlæggende anderledes folk. Det er vigtigt at slå fast, at det ikke handler om, at folk er bedre eller dårligere. Det er ikke det væsentlige, selvom det nok er de færreste i vores civilisation, som kunne tænke sig at leve i et hul som Afrika.«

Så det handler ikke om, at nogle folk er bedre eller dårligere end andre. På de sociale medier kan det nogle gange godt lyde fra folk, at os danskere er bedre end eksempelvis mennesker fra Afrika. Hvad tænker du om den fremmedfjendske retorik, der engang imellem bliver brugt?

»Jeg har fuld forståelse for, at rigtig mange er frustrerede over den situation, vi er i. Og jeg vil ønske, at der var mange flere, der ligesom Danskernes Parti vil gå ind i politik og forsøge at ændre det ad den vej. For Danskernes Parti er Danmarks sidste mulighed for at få en fredelig løsning på konflikten, der ulmer ude blandt folk. Det, der bliver skrevet på de sociale medier, er ikke bare tom snak. Det er, fordi folk er oprigtigt frustrerede.«

»Danskernes Parti forsøger derfor at få en politisk løsning på konflikten og i al stilfærdighed afvikle det multietniske samfund. Hvis vi ikke får held med det, frygter jeg, at der vil opstå en borgerkrig. Og det er alternativet til at vælge Danskernes Parti.«

Partiet vil endnu ikke oplyse, hvor langt de er fra at kunne stille op til Folketinget, ift. hvor mange vælgererklæringer partiet har indsamlet.