Nye venner - de traditionelle politiske alliancer er i opbrud

Metal-formanden Claus Jensens tale ved Venstres Landsmøde og Helle Thorning-Schmidts ditto ved DI Topmødet cementerer et opbrud i dansk politik.

Det var et scoop for Venstre, at Dansk Metals nye formand, Claus Jensen, holdt en tale på partiets landsmøde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Det var en gedigen overraskelse, at Metals formand, Claus Jensen, i sidste uge valgte at tage imod invitationen til at tale på Venstres landsmøde. For Venstre var det et scoop, symbolværdien og PR-gevinsten ubetalelig for et landsmøde, der netop handlede om, at Venstre er Danmarks arbejderparti nummer et. Ganske almindelige lønmodtagere i de produktive erhverv skal i centrum for Venstres politik – vækst, nye job, skattelettelser for de lavestlønnede, bedre erhvervsuddannelser med mere. Hvad Claus Jensen fik ud af det, er mindre gennemskueligt, udover at han fik sendt et signal til det flertal af hans medlemmer, som stemmer borgerligt om, at han ikke er gift med Socialdemokraterne – i hvert fald ikke altid. Og så fik han måske skabt nogle gode relationer til en kommende statsminister, den slags kan altid vise sig at være god kapital i banken næste gang, Metals interesser er genstand for politiske initiativer.

Ugen før havde statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt tale på Dansk Industris årlige topmøde i Forum i København. Det er der ikke i sig selv noget usædvanligt i, men det blev bemærket, at DIs administrerende direktør, Karsten Dybvad, var meget mild i sin kritik af regeringen, hvis der overhovedet var nogen, og at det virkede som om, at statsministeren og DI-direktøren havde koordineret deres indlæg – ikke mindst omkring dansk deltagelse i EUs patentdomstol. Et tema som Venstres formand Lars Løkke Rasmusssen tydeligvis ikke havde forberedt sig på og i hast måtte flette ind i sin tale på topmødet.

De to begivenheder vidner om et markant opbrud i de hidtidige traditionelle interessefællesskaber – blå arbejdsgivere over for røde lønmodtagere. Vi vil næppe se LO-fagbevægelsen støtte Venstre eller arbejdsgivere og erhvervsorganisationer kaste sig om halsen på Socialdemokraterne. Men der er et opbrud, som har været undervejs igennem nogle år og som først og fremmest handler om, at de store interesseorganisationer på begge sider har brug for at øve indflydelse på en hvilken som helst regering uanset farve, og at de dominerende partier Venstre og Socialdemokraterne har behov for at signalere bredde, midterkurs og kompromisvilje.

Tidligere talte de store organisationer og virksomheder med den vægt, at de repræsenterede mange medlemmer eller havde en en stor omsætning og mange arbejdspladser. Det alene gav et naturligt sæde i de kommissioner og udvalg, som forbereder ny lovgivning. To alliancer – arbejdsgivere og borgerlige partier – sad over for fagbevægelsen og Socialdemokraterne. Og kunne der skabes enighed her, så var vejen banet for store forlig. I dag er den type lovforberedende arbejde omtrent dødt og uden særlig legitimitet blandt vælgerne, hvilket sidste års forliste trepartsforhandlinger vidner om. Moderne organisationers magt udøves derfor helt anderledes og på mange måder mere skjult. Det sker gennem kontakter, spin, lobbyisme, PA og PR, kommunikation og påvirkning af medierne. Beslutningerne skal have en klangbund i befolkningen og kan ikke længere begrundes i ren interesse. Derfor vil vi se mange flere små og store alliancer på kryds og tværs mellem organisationer og politiske partier.

Spørgsmålet er om den nye virkelighed også vil påvirke pengestrømmene, støtten til de politiske partier og rekrutteringen af nye politikere, som i dag i vidt omfang sker gennem de store organisationer. Det er der ikke meget, der tyder på. Det er tydeligt, at fagbevægelsen får større og større problemer med at yde støtte til Socialdemokraterne og den røde blok, fordi det ikke har legitimitet i forhold til deres medlemmer. Samtidig vil de fleste virksomheder ikke forbindes med politisk arbejde og må støtte gennem mere eller mindre kreative krumspring og foreningskonstruktioner. Lovgivningen omkring partistøtte i Danmark er så hullet og utidssvarende, at det altid vil kunne lade sig gøre at støtte de politiske partier, uden at det kommer frem, hvem der betaler. Det betyder at et system i opbrud indtil videre ikke bryder helt sammen.