Nye tal viser skoleelevernes store tab under coronakrisen

Et svar fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, hvor meget hjemmeundervisning danske skoleelever har fået i det seneste skoleår, der har været hårdt ramt af restriktioner i forbindelse med covid-19.

På flere klassetrin har skolebørnene været hjemsendt i gennemsnit i mere end en tredjedel af skoleåret. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Danske børn og unge har været hårdt ramt af coronakrisen, hvor skolerne har været enten lukkede eller underlagt skrappe restriktioner siden marts 2020.

Nu er der så kommet konkrete tal på antallet af timer, elever i grundskolen har tilbragt i hjemmet foran skærmen i stedet for i klasseværelset.

Af et svar fra Børne- og Undervisningsministeriet fremgår det således, at visse årgange har tilbragt en tredjedel af undervisningstimerne væk fra skolen.

Fra skolestart i august 2020 til dags dato har eleverne i 9. klasse i gennemsnit tilbragt 29,5 procent af skoleåret hjemmefra. Elever i 5.-8. klasse har i gennemsnit været hjemme 37 procent af tiden.

De mindre skolebørn kom tidligere tilbage efter vinterens nedlukning, og eleverne i 0.-4. klasse har derfor kun været hjemsendt 12,5 procent af skoleåret.

I skoleåret 2019/2020 var børnene i 6.-9.-klasse hjemme 19 procent af tiden, mens de øvrige klasser var hjemsendt otte procent af tiden.

Stadig underlagt restriktioner

Selvom alle skolebørn er tilbage i skole, er grundskolen stadig underlagt restriktioner.

Det anbefales blandt andet, at »skolen ved tilrettelæggelse af undervisningen i videst muligt omfang tager højde for, at de enkelte elever ikke undervises af flere forskellige lærere eller pædagoger, end det er nødvendigt«.

Det betyder, at eleverne i mange fag ikke får undervisning af deres faglærere, som er uddannede i at undervise i for eksempel matematik eller engelsk. Flere steder undervises klasser af blot én enkelt lærer. Samtidig må eleverne ikke blande sig med elever i andre klasser, heller ikke i skolegården, og eksempelvis kan sprogfag ikke foregå fysisk, idet det ofte er med elever fra flere klasser.

Det fik for nylig eksperter og Skolelederforeningen til i Berlingske at råbe op om det faglige efterslæb, man risikerer at få, hvis ikke restriktioner på grundskolen løftes, senest fra skolestart i august.

Det er endnu ikke aftalt, hvornår restriktionerne på grundskolen udløber, men Folketingets partier mødes onsdag for at diskutere den næste fase i genåbningen.