Nye spørgsmål presser sig på i sms-proces: »Der er ting, der ikke hænger sammen«

Onsdag eftermiddag meddelte Justitsministeriet, at det ikke var muligt at genskabe sms'er, og siden er regeringen blevet kritiseret for at sidde på konklusionen til efter valget. Minkkommissionen bekræfter nu, at det var regeringens beslutning, hvornår kuverterne skulle åbnes. Et folketingssvar fra forrige uge mudrer forløbet yderligere. Socialdemokratiet afviser spekulationer om urent trav.

Siden Justitsministeriet onsdag eftermiddag meddelte offentligheden, at politiets teknikere ikke er lykkedes med at genskabe de slettede sms'er i minkforløbet, er regeringen blevet beskyldt for urent trav.

Timingen for offentliggørelsen, dagen efter et kommunal- og regionsrådsvalg, inviterede således til spekulationer hos oppositionen, som beskyldte regeringen for at have siddet på konklusionen til efter, danskerne havde afgivet deres stemme.