Nye detaljer om Samsams forhandlinger med PET og FE kom frem i Højesteret: »De facto har de anerkendt, at han er agent«

Kan ledelsen for PET og FE holde 13 møder om forlig med Samsam og forhandle erstatning på over 16 millioner kroner og stadig nægte at anerkende, at han var agent? Ja, mener Kammeradvokaten. Nej, mener René Offersen, som nu fører Samsams sag ved Højesteret.

Samsam foran Højesteret Linda Kastrup

Kun bagsiden af advokat Thomas Brædders hoved var synligt, da han endeligt kunne åbne munden og fortælle om hemmelige forhandlinger med Danmarks to hemmelige efterretningstjenester.

»Jeg mødtes udelukkende med ledelsen,« sagde han, og han henviste til hele 13 møder med ledelsen af de to hemmelige efterretningstjenester PET og FE om et forlig med Ahmed Samsam.