Nu melder Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti sig på banen i debatten om, hvem der bør være borgerlig statsministerkandidat ved næste folketingsvalg.

Og svaret er simpelt:

»Det vil vi ikke forholde os til lige nu.«

Sådan lyder det fra både Pernille Vermund (NB) og Morten Messerschmidt (DF), som ikke mener, det er en relevant diskussion at tage på nuværende tidspunkt.

»Så længe vi er meget langt fra at have et blåt flertal, synes jeg ikke, det er et relevant spørgsmål,« siger Pernille Vermund, mens Morten Messerschmidt kommer med en skjult opfordring:

»Den rigtige rækkefølge må være at finde ud af, hvad det samlede borgerlige projekt er, og derefter beslutte, hvem der skal lede det. Det kunne jo være, at den, der gerne vil være borgerlig statsministerkandidat, skulle forsøge at formulere det projekt.«

Pape rykker »stilfærdigt, men systematisk« frem

Venstre har i årtier været det naturlige statsministerbejlende parti i blå blok, men nu er partiet i krise.

Store interne uroligheder og uenighed, særligt vedrørende rigsretssagen mod Inger Støjberg, har medført, at Venstre lider i meningsmålingerne. I den seneste Gallup-måling fra 29. januar er De Konservative endda større end Venstre, som ikke har stået svagere siden 1990.

Derfor er der opstået tvivl om, hvem der bør være blå bloks statsministerkandidat ved næste folketingsvalg.

Venstres nedtur har skabt tvivl om, hvem af Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V), der skal udfordre statsminister Mette Frederiksen (S) til næste folketingsvalg.
Venstres nedtur har skabt tvivl om, hvem af Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V), der skal udfordre statsminister Mette Frederiksen (S) til næste folketingsvalg. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I et interview med Berlingske fortæller De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at han ikke ville afvise buddet om at blive statsministerkandidat, som han beskriver som »det ultimative«.

Samtidig siger han, at »Venstre har været unaturligt store, og vi har været unaturligt små«, og at »det ville være sundere, hvis der var en bedre balance mellem konservative og liberale partier. Dynamikken i det borgerlige Danmark ville have bedre af, at de to partier var mere lige.«

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, vurderer i sin analyse, at Søren Pape Poulsen med sine udtalelser »stilfærdigt, men systematisk rykker frem og i sidste instans kan ende med at springe ud som statsministerkandidat«.

Selv afviser Søren Pape Poulsen endnu, at dette skulle være tilfældet, og hverken Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti vil altså forholde sig til spørgsmålet.

Tvivl er ikke et problem

Både Pernille Vermund og Morten Messerschmidt fremhæver, at rød bloks flertal er så stort, at det ville være meningsløst at tage stilling til allerede nu, hvem der skal stå i spidsen for de borgerlige partier til et folketingsvalg.

Nye Borgerlige står i stedet fast på, at partiet vil stå bag den statsministerkandidat, som de har størst tillid til i udlændingepolitikken.

»Vi kommer til at pege på den borgerlige statsministerkandidat, der kan løse udlændingepolitikken fra bunden. Og det krav stiller vi, uanset om det er Søren Pape, Jakob Ellemann eller en tredje,« siger Pernille Vermund.

Morten Messerschmidt vil ikke tale om personer, før blå blok har en samlet plan for igen at indtage flertallet i Folketinget.

»Mit indtryk er, at personspørgsmål meget ofte står i vejen for at tale om reel politik, hvor det er vigtigt lige nu, at vi i blå blok fremstår enige og som en samlet opposition.«

Han mener ikke, at tvivlen om, hvem der bør være borgerlig statsministerkandidat er et problem.

»Vi skal have klarhed over, hvad det borgerlige projekt er. Og så kan vi tale personer,« siger Morten Messerschmidt og bakkes op af Pernille Vermund:

»Det største problem er, hvis de borgerlige partier ikke formår at være deres borgerlighed bekendt og fortælle, hvorfor det er afgørende at få løst udlændingepolitikken fra bunden. Hele det her processpil er mindre væsentligt. Det vigtige er, hvad man vil med vores samfund, hvis man får flertal.«