Nye Borgerlige kræver samråd om Facebook-censur

Man må ikke skrive navnet på den højrenationale aktivist Tommy Robinson på Facebook – og dét kræver Nye Borgerlige nu statsministeren i samråd over.

Tommy Robinson under en nylig retssag ved Old Baily i London. Han fik ni måneders fængsel for foragt for retten. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOLGA AKMEN/AFP/RITZAU SCANPIX

Hvis du skriver »Tommy Robinson« i et opslag på Facebook, vil det blive slettet. Og hvis du gør det igen, kan hele din profil på siden meget vel blive blokeret.

Tommy Robinson med fødenavnet Stephen Yaxley-Lennon har grundlagt organisationen English Defence League med dens anti-islamistiske holdninger.

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige vil ikke finde sig i Facebooks censur og har derfor bedt statsministeren i samråd om spørgsmålet.

»Det er dybt bekymrende for den fri debat, når Facebook med sin monopollignende stilling griber ind og begrænser danskernes mulighed for at diskutere visse emner og visse personer,« siger Lars Boje Mathiesen.

Tommy Robinson blev selv forvist fra Twitter i marts sidste år og fik nogle måneder senere sine profiler på både Facebook og Instagram lukket.

Uklare grænser

Facebook skal efter de nuværende regler fjerne ulovligt indhold fra brugernes sider. Men grænserne er meget ofte uklare i praksis – og virksomheden har altså trukket en grænse i Tommy Robinsons tilfælde.

»Når du er på en platform som Facebook, så er det deres fællesskabsregler, der sætter spillereglerne,« sagde Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder i går.

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige erkender det vanskelige ved en politisk indblanding i det private Facebooks gøren og laden.

»Men en rigtig stor del af den offentlige debat i Danmark foregår i dag på Facebook,« siger han.

»Hensynet til demokratiet og ytringsfriheden kræver, at Facebook giver plads til alle synspunkter og ikke via tekniske greb undertrykker den ene holdning til fordel for en anden«.

Er det borgerlig politik at blande sig i en privat virksomheds sammensætning af varens indhold?

»Ja. Hvis nu Facebook havde haft ti konkurrenter, ville nok ikke have gjort noget. Men virksomhedens ledelse efterspørger faktisk selv en regulering på det her område. Den har nu engang en slags monopol på området og er medium for stor del af vores samfundsdebat – så jeg betragter faktisk et initiativ til samrådet med pressens minister som min pligt,« siger Lars Boje Mathiasen.

Dokumentation

Nye Borgerliges samrådsspørgsmål til statsministeren:

  1. Vil statsministeren i sin egenskab af pressens minister redegøre for regeringens holdning i forhold til Facebooks begrænsninger af ytringsfriheden for borgerne og den fri presse, set i lyset at den seneste sag, hvor Facebook sletter opslag og hele brugerkontoer, der benævner personen Tommy Robinson.
  2. Vil statsministeren stille krav til Facebook om, at virksomheden for at kunne operere i Dannark skal skabe gennemsigtighed? Gennemsigtighed om hvilke konkrete algortimer og andre virkemidler, der anvendes til at begrænse udbredelsen af opslag og kommentarer, sletning af kommentarer og opslag samt direkte blokering af brugere, profiler og sider?
  3. Mener statsministeren, at det er foreneligt med demokratiet og ytringsfriheden, at Facebook, som nær-monopol på danskernes brug af sociale medier, begrænser muligheden for at debattere bestemte samfundsmæssige emner eller personer, og i benægtende fald, hvilke skridt mener statsministeren som pressens minister, at regering og Folketing bør tage?