Nye Borgerlige kan få partistøtte igen efter regnskabsrod
Partiet med Martin Henriksen i spidsen har nu fået styr på regnskaberne, så partistøtte udbetales.
Partiet med Martin Henriksen i spidsen har nu fået styr på regnskaberne, så partistøtte udbetales.
Efter en periode med regnskabsrod kan Nye Borgerlige igen få partistøtte. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse. Heri står der, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bevilliget partistøtte til Nye Borgerlige.
Meldingen kommer, efter at det i marts i Altinget kom frem, at ministeriet tilbageholdt partistøtte på i alt 4,8 millioner kroner til Nye Borgerlige.
Det skyldtes, at Nye Borgerliges partistøtteansøgning var mangelfuld og ikke levede op til kriterierne i partistøtteloven. Partistøtten skal dække partiets udgifter til politisk arbejde i 2024.
Partiet søgte om partistøtte 2. februar 2024, men blev herefter informeret af ministeriet om, at en række forhold skulle på plads, før partistøtten kunne udbetales. Nye Borgerlige manglede blandt andet en revisorerklæring på, at partiet faktisk havde brugt de penge, som de blev tildelt i 2023, på politisk arbejde.
Nu skulle problemer altså være løst, og så kan partiet koncentrere sig om at indsamle vælgererklæringer, udtaler formand Martin Henriksen i pressemeddelelsen.
– Vi skal have et opgør med den formynderiske socialdemokratiske velfærdsstat. Og når vi ruller det ud sammen med vores konservative værdipolitik og en omfattende udvisnings-, og hjemsendelsespolitik, så vil danskerne se, at den kombination finder de ikke hos andre partier, siger han.
Martin Henriksen har været formand for partiet siden april. Det skete efter en yderst tumultarisk periode for Nye Borgerlige i begyndelsen af året, hvor partiets folketingsgruppe anført af partistifter Pernille Vermund blev opløst.
/ritzau/