Nybyggeri til forskning skal give 7000 job

Regeringen vil bruge 6,5 mia. kr. over to år.

På et ellers spartansk finanslovsforslag for 2013, som præsenteres i dag, har regeringen afsat hele 6,5 milliarder kroner over de næste to år til at renovere og bygge nyt på landets universiteter. Pengene skal især bruges til at bygge nye forskningsfaciliteter, og byggeriet vil over de to år give knap 7.000 arbejdspladser.

»De danske forskningsfaciliteter og laboratorier har et vedligeholdelsesefterslæb, og derfor vælger vi at bruge den ledige kapacitet i byggebranchen til at sikre bedre vilkår på universiteterne,« siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

De nye bygninger skal blandt andet sikre, at universiteterne er rustet til at leve op til regeringens ambition om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2020. I København får blandt andet Panum Instituttet nye forskningsfaciliteter.

Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen er særdeles tilfreds med kapitalindsprøjtningen.

»Vi får mulighed for at lave en gennemgribende opgradering af vores bygninger. De danske universiteter bliver internationalt mere konkurrencedygtige, og det øger både muligheden for at tiltrække de bedste forskere og udbyde de bedste uddannelser,« siger han.

På forhånd tegner det til, at regeringen ender med at indgå finanslovsaftale med Enhedslisten. Og det bliver ikke forslaget om forskningsmilliarderne, der kommer til at skille vandene, fastslår Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen.

»Der er ingen tvivl, om, at der er behov for at investere i forskningsfaciliteter,« siger han.