Han var slet ikke i lokalet, men Lars Løkke Rasmussens storsmilende ånd svævede over lokalet, da regeringen og Dansk Folkeparti torsdag præsenterede en ny stor aftale om skattelettelser for højtlønnede og virksomheder og billigere benzin og diesel til alle.

Hvis man var i tvivl om, hvorvidt det faktisk var Løkkes ånd, der smilede deroppe, blev det skåret ud i pap, lige inden pressemødet i Skatteministeriet sluttede.