Ny mail dukker op i sag om adskilte asylpar

Endnu en mail sætter ifølge oppositionen spørgsmålstegn ved, om Inger Støjberg (V) har talt sandt.

Inger Støjberg har fastholdt, at der i forbindelse med instruksen på et internt koncernmøde blev understreget, at der kunne være undtagelser, blandt andet i kraft af internationale konventioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har konsekvent afvist, at hun skulle have givet ordre til at bryde internationale konventioner i sagen om adskillelse af asylpar.

Men trods flere samråd om sagen er oppositionen fortsat ikke overbevist om ministerens skyld.

Og en ny mail, som Udlændingestyrelsen på opfordring har udleveret til Folketingets Ombudsmand, øger ifølge ordførere fra Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten mistanken om urent trav.

Information fortæller mandag om mailen, der stammer fra 16. februar 2016. Den er en del af en intern korrespondance i Udlændingestyrelsen.

Mailudvekslingen omhandler, hvilken hjemmel der er for at adskille asylpar, hvoraf mindst den ene er under 18 år.

Her skriver den daværende direktør for styrelsen, Henrik Grunnet:

»Så vidt jeg forstår det, har vi kun følgende,« hedder det i mailen, efterfulgt af en pressemeddelelse, der blev udsendt fra ministeriet nogle dage forinden.

Inger Støjberg har fastholdt, at der i forbindelse med instruksen på et internt koncernmøde blev understreget, at der kunne være undtagelser, blandt andet i kraft af internationale konventioner.

Det har De Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, svært ved at tro på.

»Henrik Grunnet svarer, at der kun er instruksen. Der blev ikke kommunikeret nogen forbehold, således som ministeren har påstået«, siger hun til Information.

Der findes intet skriftligt referat fra det interne møde. Inger Støjberg har på tidligere samråd understreget, at det ikke var alle asylpar, der blev adskilt, efter at instruksen var givet.

Det mener hun er bevis for, at der netop blev taget individuelle hensyn og gjort undtagelser i de sager, hvor det var påkrævet.

Ifølge Støjbergs ministerium har hun ikke mere at tilføje til sagen.

Københavns Byret tilkendte 1. marts et syrisk ægtepar en erstatning på 10.000 kroner hver, fordi det tilbage i 2016 uberettiget blev adskilt med tvang.

/ritzau/