Ny kritik af Løkkes rejsebilag

Venstres formand har under sine rejser for GGGI fået udbetalt mere end 24.000 kr. skattefrit i diætpenge, selv om mange måltider allerede var inkluderet.

Lars Løkke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

I sin tid som formand for Global Green Growth Institute (GGGI) har Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sammenlagt fået udbetalt hvad der svarer til 24.625 kr. skattefrit i diætpenge til sine i alt 15 rejser for organisationen.

Diætpenge skal dække leveomkostninger ud over hotel, flybillet og transport, men en lang række måltider har dog i forvejen været inkluderet i hans officielle program – eller er blevet dækket som repræsentation – viser en gennemgang af Løkkes 204 sider bilag, som Berlingske har foretaget.

Det gælder for minimum 13 frokoster og 16 middage i løbet af de i alt 28 rejsedage, viser dagsprogrammerne for V-formandens GGGI-rejser. Eksempelvis fik Lars Løkke Rasmussen udbetalt, hvad der svarer til godt 2.100 kr. i diætpenge på en tre dages rejse til Seoul i juni 2013, og programmet dækkede her frokoster og middage alle dage.

De Radikales udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen, undrer sig:

»Det er oplagt urimeligt at give diæter samt alle måltider. Det er langt mere attraktive regler for Løkke end de regler, som gælder i danske organisationer. Det er jo et niveau, der er så højt, så man ikke vil acceptere det i en dansk organisation,« siger han.

På pressemødet i søndags understregede Venstres formand, at GGGI allerede har taget initiativ til at ændre rejsereglerne, herunder reglerne for udbetaling af diæter. Adspurgt om han vil betale penge tilbage, som han har fået udbetalt uden reelt at have haft brug for dem, svarede han:

»De rejseregler, vi har haft, har været på et niveau og en indretning, som ikke er magen til den måde, vi vil gøre tingene på i Danmark. Vi er i gang med at rette det her til, så det nye diætsystem minder om det danske.«

Det fremgår ingen steder i bilagene, hvad pengene er gået til, da Lars Løkke Rasmussen ikke er forpligtet til at dokumentere sine udgifter. Men det er stadig ikke godt nok, mener man i SF.

»Jeg synes, det vil klæde Løkke at redegøre for, hvad han har brugt sine diætpenge på, nu hvor det ikke fremgår af bilagene,« siger SFs politiske ordfører, Jonas Dahl, der ikke mener, at det bør være en undskyldning, at der ikke kræves bilag for diætudgifter:

»Det er jo åbenlyst for enhver, at Lars Løkke har rod i sine bilag, og det er jo kun ham, der kan svare på, hvad han har brugt GGGIs penge på. Derfor opfordrer vi Lars Løkke til at lægge de bilag frem, som han ligger inde med, nu hvor vi kan se, at GGGI ikke ligger inde med dem,« siger Jonas Dahl.

Han bakkes op af Rasmus Helveg Petersen:

»Der er ikke mere at sige til det, end at det er mange penge sammenlignet med, hvad man i andre NGOer får i diætpenge. Det er rigtigt, at Lars Løkke ikke behøver at dokumentere, hvad han har brugt pengene på, det er i sidste ende op til hans egen samvittighed, hvad der nu skal ske,« siger han.

Uhørt i en dansk NGO

Af bilagene fremgår det, at Lars Løkke Rasmussen har fået udbetalt mellem 600 og 870 kr. per overnatning, afhængig af rejsemålet. Ifølge de to organisationer Care og IBIS, der begge modtager danske bistandskroner, er det dobbelt så meget, som en generalsekretær i en dansk NGO får udbetalt.

»Jeg har aldrig hørt noget lignende før, og jeg kan kun sige, at det ikke er noget, jeg kan genkende i den NGO-verden, som jeg kender til,« siger Niels Tofte, generalsekretær i Care.

Generalsekretær i IBIS Vagn Berthelsen er enig: »Hvis du får mad enten morgen, middag eller aften betalt, så er det fuldstændig kutyme, at det trækkes fra din daglige diæt, men det er tydeligvis ikke sket her,« siger han.

Lars Løkke Rasmussens diætsatser afviger dog ikke meget fra eksempelvis det niveau, der ifølge USAs udenrigsministerium er gældende for ansatte i den amerikanske administration på forretningsrejse.

Venstre-lederens dyre rejsevaner ser ud til at smitte tydeligt af i meningsmålingerne. Venstre står til at få 25,2 pct. af stemmerne – hvilket er en tilbagegang på 1,1 procentpoint i forhold til sidste uge, viste en måling fra Megafon for Politiken og TV 2 i går.