Ny kandidat for Moderaterne lancerede »konspirationsteori« om statsministeren – så fløj socialdemokrater og kommentatorer til tasterne

Både Lars Arne Christensen selv og partileder Lars Løkke Rasmussen er tavse. Mangeårig politisk analytiker understreger dog, at konsekvensen af teorien blandt andet vil være, at Barbara Bertelsen har løjet over for Minkkommissionen.

Lars Arne Christensen, folketingskandidat (M), har på Twitter luftet sin teori om, at departementschefen i Statsministeriet har »en klemme« på statsministeren. Fold sammen
Læs mere
Foto: pr-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var tilsyneladende en opsigtsvækkende teori, en af Moderaternes nyslåede folketingskandidater i sidste uge lancerede på Twitter.

Politisk kommentator Jarl Cordua svarede kontant »STRAM OP«, mens skatteminister Jeppe Bruus (S) beskylder folketingskandidaten for at »mistænkeliggøre og skabe konspirationer«.

Den socialdemokratiske udlændingeordfører, Kasper Sand Kjær, mente, at teorien i tweetet tager »konspirationsteorierne i dansk politik til nye højder.«

Teorien kom fra Lars Arne Christensen, der tidligere har været folketingskandidat for De Konservative, men som for nylig blev det for Moderaterne.

Lars Arne Christensens tweet omhandlede den endnu udeblevne hjemsendelse af Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, i kølvandet på den kritik, hun sammen med ni andre embedsmænd har fået i Minkkommissionen.

»De fleste danskere mener, at Mette Frederiksen bør sende Barbara hjem. Så hvorfor gør Mette Frederiksen ikke det? Jeg tænker, at BBB (Barbara Beatrice Bertelsen, red.) har noget kompromitterende på statsministeren,« skrev Lars Arne Christensen.

Derudover oprettede han en afstemning om, hvad hans følgere på det sociale medie mente var årsagen til, at Barbara Bertelsen fortsat møder på arbejde.

Berlingske ville gerne have stillet Lars Arne Christensen en række spørgsmål om, hvorfor han tror, at Barbara Bertelsen med »en klemme« afpresser statsministeren til ikke at hjemsende hende, men han har ikke ønsket at stille op til interview.

Mangeårig politisk journalist og analytiker på TV 2 Peter Lautrup-Larsen udlægger dog i et svar, hvad konsekvenserne af Lars Arne Christensens teori er.

»Så har hun (Barbara Bertelsen, red.) jo ikke talt sandt under afhøringer i Minkkommissionen, hvor sidste spørgsmål altid er, »sidder du i øvrigt inde med viden af betydning for denne sag«,« skriver Peter Lautrup-Larsen.

Det vil ifølge ham sandsynligvis betyde, at Barbara Bertelsen aldrig nogensinde vil kunne besidde en offentlig stilling igen – og da slet ikke som statens øverste og mest magtfulde embedsmand.

Peter Lautrup-Larsen erklærer sig desuden enig med Jarl Corduas råd til Lars Arne Christensen om at stramme op.

Som nævnt ønsker Lars Arne Christensen ikke at lade sig interviewe af Berlingske, men det er lykkedes det socialdemokratiske medie Netavisen Pio at komme igennem til ham.

Her anerkender han, at han ikke har belæg for noget af det, han skriver. Han afviser dog, at han skulle lægge op til konspirationsteorier, fordi han mener, at han blot stiller et spørgsmål, som folk kan svare på eller lade være.

»Der er også nogen, der er kritiske, og så er der nogen der spørger ind. Det gør Ole Birk Olesen (LA) blandt andet. Og Jarl Cordua mener, at sådan noget skal man ikke spørge om. Men det har jeg så valgt at gøre,« siger Lars Arne Christensen til Netavisen Pio.

Berlingske har ligeledes kontaktet formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, der ikke er vendt tilbage på flere henvendelser.