Ny Gallup viser dødt løb mellem rød og blå blok

Ganske få stemmer kan ifølge en dugfrisk valgmåling fra Gallup flytte valgsejren til den ene eller anden side.

Topmøde- Thorning og Løkke i debat hos TV2 Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Der skal målfoto til på valgnatten, hvis den seneste måling fra Gallup Valgbarometer holder stik.

Her fører partierne i blå blok samlet set med et mulehår og 49,9 procent af stemmerne i undersøgelsen mod 49,8 procent til partierne i den røde blok. Omvendt er stemmerne ifølge målingen fordelt således, at rød blok står til 88 mandater, mens blå blok kun får 87.

Dermed ser der knap fem dage før folketingsvalget ud til at være dødt løb mellem partierne, som helst ser Helle Thorning-Schmidt (S) i statsministeriet, og dem der hellere ser Lars Løkke Rasmussen (V) tage posten som landets leder.

Målingen viser derudover en lille fremgang til Socialdemokraterne, som går fra 26,5 procent i gårsdagens måling til 27,6 procent i dagens Gallup. Her er Venstre ligeledes gået frem til 21,3 procent fra 20,8 procent i går.

Dagens valgmåling fra Gallup står i kontrast til tilsvarende målinger fra Voxmeter og Greens Analyseinstitut, som også er blevet offentliggjort i dag af henholdsvis Ritzau via Fyens Stiftidende og Børsen.

Her peger pilen i retning af, at blå blok i øjeblikket lægger afstand til partierne i rød blok, som ellers i valgkampens første halvdel så ud til at have overtaget i meningsmålingerne.

Forskellene mellem dagens tre målinger er dog inden for den statistiske usikkerhed. Målingen fra Gallup Valgbarometer er baseret på 1.795 telefon- og webinterviews med et repræsentativt udsnit af vælgere, som er blevet interviewet i perioden 10. til 12. juni 2015. Den statistiske usikkerhed for Gallup valgmålingen ligger på ca. +/- 3 procentpoint.

Se den aktuelle status i dansk politik i Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af flere instititters målinger.