Ny formand skal puste liv i LO

Fagbevægelsen­ er hårdt udfordret af medlemsflugt og tab af politisk indflydelse. En ny LO-formand, der skal vælges til oktober, skal vende udviklingen.

Harald Børsting forlader formandsposten i LO til oktober. Den nye formand overtager et forbund præget af svindende medlemstal og forringet politisk indflydelse. Arkivfoto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere

En gigantisk opgave venter forude for den nye LO-formand, der skal vælges på LOs kongres i Aalborg i slutningen af oktober, når den nuværende formand, Harald Børsting, takker af. De 18 fagforbund, der er medlemmer af LO, mister nemlig medlemmer med rasende fart. Siden 1995 har op mod en halv million medlemmer forladt butikken, så det engang så gigantiske LO nu er nede på lige omkring 866.000 medlemmer.

Men ikke nok med det. LO har også mistet politisk indflydelse og har ifølge arbejdsmarkedsforskere ikke formået at sætte fagbevægelsens politik og overordnede mål til bred offentlig debat herhjemme. Tunge aktører på arbejdsgiversiden som Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv har i de flestes øjne været væsentligt bedre til at sætte sig på dagsordenen i medierne.

Oven i det står det også uklart for mange af LOs egne medlemmer, hvad LO arbejder for, hvor de vil hen, hvad deres visioner er for fremtiden, og på hvilken måde de kan hjælpe deres medlemmer.

Det vurderer professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen. Han frygter tilmed, at de store forkromede visioner for LOs fremtid risikerer at drukne i debatten om en fremtidig fusion mellem FTF og LO.

Mangler profil

»Det er ikke selve fagbevægelsens struktur, der er LOs problem. Det løser ikke noget grundlæggende problem at få en ny struktur ved en stor fusion mellem hovedorganisationerne. Problemet er derimod, at LO har svært ved at profilere sig selv og mister magt og indflydelse på Christiansborg. De har problemer med at sætte en skarp dagsorden, og de ved ikke, hvad de vil. Det løser man ikke ved blot at blive større,« siger Flemming Ibsen.

Tre formandskandidater har meldt sig på banen til valget 27. oktober. Favoritten er i de fleste øjne LOs nuværende næstformand, Lizette Risgaard, der kan blive den første kvindelige formand i LOs historie, der går helt tilbage til 1898.

Hun har allerede fået opbakning fra Danmarks største fagforening, 3F, og flere andre forbund, og hun har et omfattende netværk i fagbevægelsen.

Udfordrerne er HKs formand, Kim Simonsen, der kan profilere sig på at have vendt kurven og skaffet flere medlemmer som et af de få LO-forbund, samt formanden for Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther.

Lizette Risgaard mener, at LO stadig i høj grad formår at sætte dagsordenen, men hun erkender alligevel, at der er rum for forbedringer.

»Hvis det opfattes, som om LO ikke sætter dagsordenen, er det en virkelighed, vi skal forholde os til og gøre noget ved. Vi skal være mere tydelige, og jeg vil bl.a. prioritere slagkraftige analyser og løsningsorienterede budskaber, der kan sætte dagsordenen i medierne,« siger Lizette Risgaard.

Samme kampe som i 70erne

Hun fastslår, at det er afgørende, at lønmodtagerne ved, hvad LO mener om dagpengeområdet og alle de vigtigste arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål. Senest har man forsøgt at profilere sig på et fælles politisk oplæg med FTF op til folketingsvalget.

»Det er et eksempel på et løsningsorienteret oplæg, hvor vi forsøger at sætte en lønmodtagerdagsorden. Meget handler om tydelig kommunikation – både i forhold til medierne og politikerne og ikke mindst i vores direkte kommunikation med medlemmerne. Vi ved fra flere undersøgelser, at medlemmerne ønsker en stærk, kollektiv fagbevægelse. Men de synes ikke, at de får nok ud af det. Det skal vi blive bedre til at vise,« siger Lizette Risgaard.

Kim Simonsen fra HK er enig i, at fagbevægelsen ikke har været god nok til at brænde igennem i mediebilledet.

»Nogle gange er der brug for, at vi taler væsentligt højere, og nogle gange er der brug for bedre og mere langtrækkende analyser, når vi skal gøre opmærksom på vores mærkesager. Vi har ikke været gode nok til at fastholde en dagsorden om mangel på praktikpladser og en del faglig arbejdskraft. Jeg kæmpede for flere praktikpladser i HK/Ungdom i 1970erne, og det gjorde jeg også i sidste uge. Her må vi bare se i øjnene, at vi ikke for alvor har formået at erobre den brede dagsorden,« siger han.

Kim Simonsen fremhæver samtidig øget synlighed på arbejdspladserne som et afgørende punkt, hvis medlemstilbagegangen skal brydes. Netop synlighed og tæt dialog mellem forbund, tillidsrepræsentanter og medlemmer er ifølge Kim Simonsen en af årsagerne til, at HK har vendt den nedadgående medlemskurve og øget antallet af medlemmer en smule til lidt flere end 260.000 personer.

Overraskende valg i 2007

Flemming Vinther fra HKKF, som blot har 4.000 medlemmer, mener langtfra, at han er uden chancer, og i fagbevægelsen henviser flere til det ganske dramatiske formandsvalg i 2007.

Der var dengang tale om et kampvalg mellem Harald Børsting og daværende LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger, som Børsting ret overraskende slog på målstregen med 406 stemmer mod Aurvig-Huggenbergers 389 stemmer.

Flemming Vinther fra HKKF fremhæver også, at LO skal gøres mere synlig og relevant for medlemmerne.

»Vores rolle i samfundet er en anden, end den har været. Vi er ikke længere fødte medlemmer af alle udvalg eller nogle, som alle ringer til, før der indgås et politisk forlig. Så vi skal være dygtigere til komme ud med vores budskaber. Der er ingen tvivl om, at DA og DI er enormt professionelle til at udøve lobbyvirksomhed og til at få fat i enhver politisk ordfører, når der er en vigtig sag. Dér er vi nok ikke stærke nok i dag. Men vi skal heller ikke tale det hele ned og tro, at ingen lytter til LO i dag. Der bliver helt bestemt lyttet,« siger Flemming Vinther.

Profilerer sig på samme budskaber

Der er sager nok at tage fat på for fagbevægelsen og en ny LO-formand. Arbejdsmiljø, efteruddannelse, ligeløn og social dumping, hvor udenlandsk arbejdskraft ansættes på ringe løn- og arbejdsvilkår, er afgørende spørgsmål for fagbevægelsen. Det samme er udflytning af arbejdspladser, jobskabelse, frafaldet på erhvervsuddannelser, manglen på praktikpladser til unge og flere andre store emner.

Flemming Ibsen vurderer, at kandidaterne minder meget om hinanden, og at de profilerer sig på stort set de samme budskaber. Han kalder dem alle for »solide kandidater med stor indsigt i fagligt arbejde«, og valget kommer i høj grad til at handle om, hvem der kan sætte dagsordenen, og hvem, der kan appellere bedst til medlemmerne. Derudover bliver det personlige netværk i LOs 18 fagforbund naturligvis en afgørende faktor for, hvem der kan kalde sig ny LO-formand efter kongressen i oktober.

Alle tre kandidater har erklæret sig som tilhængere af en fusion mellem de store hovedorganisationer, LO og FTF. Lizette Risgaard har været den mest forsigtige og har først for nylig efter nogen tøven bakket op om fusionsplanerne.