Ny app skal forhindre snyd med handicapparkering
Det skal være slut med snyd, så Rigspolitiet har udviklet en app i samarbejde med Danske Handicaporganisationer.

Det skal være slut med snyd, så Rigspolitiet har udviklet en app i samarbejde med Danske Handicaporganisationer.

Politiet får nu en app, som kan scanne et handicapparkeringskort i forruden af bilen og dermed forhindre snyd og misbrug med kortet.
Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg er meget tilfreds med, at politiet har fået et nyt vigtigt værktøj, som kan afsløre snyd med handicapparkeringskort. Det er dybt usympatisk og forkasteligt, hvis mennesker snyder sig til en parkeringsplads, som er reserveret til borgere med handicap, siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.
Et handicapparkeringskort skal ifølge ministeren ikke bruges som en genvej til gratis eller bedre parkering.
- Det er en ordning, der skal gøre hverdagen lettere for mennesker med handicap. Misbrug af ordningen går direkte ud over dem, den er lavet for at hjælpe, og det skal vi ikke acceptere, siger Wammen.
Appen er udviklet i et samarbejde mellem Rigspolitiet og Danske Handicaporganisationer.
Den fungerer umiddelbart som mange andre apps. Med appen scannes handicapparkeringskortet i forruden af bilen. Derefter kan politiet kontrollere, om kortet er gyldigt eller ej.
Danske Handicaporganisationer modtog ifølge DR samlet 762 henvendelser i 2024 og 2025 om stjålne kort. Tilbage i 2024 blev kortene solgt i lukkede Facebook-grupper til op mod 1500 kroner, skriver DR.
Formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen betegner svindel med falske, stjålne og ugyldige kort som et stort problem.
Handicapparkeringskortet er afgørende for folk, som for eksempel skal hente børn og handle ind, siger han.
- Derfor er vi glade for, at politiet nu får et nyt værktøj til at afsløre dem, der uden skrupler bruger ugyldige kort til at misbruge en ordning, som mange mennesker med handicap er afhængige af, siger Olesen.
Rigspolitichef Lasse Boje er glad for, at betjente nu med et enkelt klik kan fange eventuel snyd.
- Allerede fra nu af kan vores betjente hurtigt tjekke gyldigheden af handicapskiltene. Og om lidt vil vi med et enkelt klik blandt andet kunne se, om skiltet er meldt stjålet og finde relevante oplysninger på ejeren.
- Det giver politiet langt bedre muligheder for at afsløre og slå ned over for misbrug af handicapskilte, siger Boje.
RITZAU