Ny Alliance vil først pege på en statsminister efter et valg

Naser Khaders parti venter med at pege på en statsminister til efter det kommende valg for at sikre sig optimal indflydelse.

Ny Alliance vil først pege på en statsminister efter næste valg. Partiet mener, at det på den måde får mest mulig indflydelse på den kommende regerings politik, skriver politiken.dk.

- Vores plan er at vente til efter valget og se, hvor vi kan få mest indflydelse, siger Gitte Seeberg. Hun og partiet vil dermed stille sig på gader og stræder i en kommende valgkamp uden at fortælle vælgerne, hvilken statsminister et kryds ved Ny Alliance vil arbejde for.

De seneste meningsmålingerne viser, at Ny Alliance står til at få de afgørende mandater ved valget, og partiet kan dermed reelt komme til at afgøre, om statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fortsat skal sidde i statsministerstolen - eller om han ryger ud til fordel for Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/