Ny Alliance skifter officielt navn til Liberal Alliance

På dagens landsmøde har partiet Liberal Alliance officielt fået lov til at skifte navn af sine medlemmer. Det skete ved en enstemmig afstemning.

Foto: Casper Christoffersen, Scanpix (arkivfoto)

Først nu hedder det gamle parti Ny Alliance for alvor Liberal Alliance. Det skete ved en enstemmig medlemsafstemning på dagens landsmøde på Fuglsøcenteret i Mols Bjerge.

Et af dagens første punkter på dagsordenen var en afstemning om ændring af partiets navn. De omkring 230 fremmødte medlemmer rakte de blå ja-sedler højt i vejret over hele salen, mens de røde nej-sedler lå urørte tilbage på bordene.

- Der var ikke nogen, der stemte imod, kunne hovedbestyrelsen derfor kort efter erklære, og partiet kan nu med medlemmernes opbakning bære det navn, de præsenterede allerede tilbage i august 2008.

En times tids køretur fra Molsbjerge holder også SF i dag deres årlige landsmøde. Derfor vakte det stor latter i salen, da hovedbestyrelsen indledte med at forklare, at modsat til SFs landsmøde gjaldt de røde stemmesedler her for en stemme imod, og de blå for en stemme for.