»Nu tager du den herfra, Løkke«

Lars Løkke Rasmussen vandt Statsministeriet, men tabte hr. og fru Danmarks opbakning. Valgsejren er brolagt med hidtil uset politisk overlevelsesevne kombineret med en god portion tilgivelse. Foran ham venter en parlamentarisk linedans mellem nationalisterne, liberalisterne, de konservative af slagsen og løftet til danskerne om fortsat bredt samarbejde hen over midten.

Lars Løkke Rasmussen holder sejrstale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»DANMARK! Har fået! En borgerlig! Liberal! Regering!«.

Klokken er 17 minutter over midnat natten til fredag.

Skulle man være det mindste i tvivl på vej op ad trapperne mod Landstingssalen på Christiansborg, så lyt til brølet fra de højtråbende Venstreløver og løvinder.

Danmarks kommende statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen. For et år siden var han ude i kulden, ønsket afsat af et ikke ubetydeligt antal af sine egne. Nu hyldes han som partiets frontfigur, Venstres nyslåede regeringsleder.

Til Venstres valgfest på Christiansborg nåede kaffen at fryse til is, tø op igen og blive sat til side inden den blev byttet ud med sejrs-fadøl, hujen og skrål.

»Danmark! Har! Fået! En!«. Jublen fortsætter. Klokken er nu 00.30.

På nogenlunde samme tid ringer statsminister Helle Thorning-Schmidt til Lars Løkke Rasmussen.

»Tillykke med valget«. »Nu tager du den her fra, Lars,« lyder det fra Socialdemokraternes nu afgåede formand.

I Landstingssalen på Christiansborg er de omtrent 300 fremmødte Venstre-folk først og fremmest lettede. Spildte ølkrus lader man ligge på gulvet og går i baren for at købe en mere. Sådan »må det godt være«, når man »har vundet et dødt løb om Statsministeriet«, som en forbipasserende udtrykker sig. På måltavlen står den 90-89 i blåt favør.

»Han gjorde det sgu!,« lyder det spontant fra en anden venstremand.

Og ja, partiformand Lars Løkke Rasmussen vandt det politiske sværdslag om regeringenskontorene. Men med til historien hører, at han i den øvelse tabte danskernes opbakning. 13 mandater i alt. Nøglerne til Statsministeriet - dem der kun var til låns - er Venstres igen. Men præmissen han skal regere på er en helt anden, end sidst han sad for bordenden i Sankt Jørgensgård. En pointe, Løkke gerne vil gøre klart over for sine partifæller, da han en times tid efter midnat træder op på podiet i Landstingssalen.

»Vi har ikke haft et særligt godt valg. Men der er et flertal i Danmark, der vil have en ny regering,« siger Lars Løkke Rasmussen.

 

Der er ikke den samme selvtillid i Løkkes ansigtstræk som da han på valgnatten for fire år siden proklamerede,  at Venstre ville komme stærkt igen. Nuvel. Dansk Folkeparti er vokset Venstre over hovedet og partiet har haft det dårligste valg i 25 år. Det er ikke en ønske position for en statsminister, der har tre støttepartier at tage hensyn til.

»De kommende dage må vise, om vi kan danne regering,« siger Løkke, der samtidig bruger sin sejrstale til at understrege, at Venstre ikke vil lede landet for enhver pris.

Han vender tilbage til det med valgresultatet.

»Vi har ikke haft det valg, vi havde håbet på. Det tager jeg min del af ansvaret for. Der har været en del tumult om min person,« uddyber han til de omtrent 300 gæster.

Andre folks penge

Det var partiløjtnanten Søren Pind der i 2011 kårede sin formand som »Danmarks moralske statsminister«. En farlig kroning for ham eller hende, der efterfølgende risikerer at slå hul i sin egen moralske habitus.

Det med at have hang til luksus, mærkevare og dyr kaffe var i lang tid Helle Thorning-Schmidts akilleshæl. I hvert fald lige indtil Løkke en ukoncentreret eftermiddag i Folketingssalen i 2013 reducerede 2000 kroner ekstra om måneden til værdien af et »et par sko«. Lige indtil det få dage senere kom frem, at Løkke som formand for GGGI fløj på 1. klasse betalt delvist af danske bistandsmidler. Og indtil den dag Venstres medlemmer fandt ud af, at 152.000 af deres partikroner var gået til habitter, sko og underbukser til formanden. Ja, og en Mallorca-rejse til familien.

Løkke har slev skabt kilen til den fortælling, der har kostet hans parti 13 mandater. Det er fortællingen om en partiformand med et i  nogen vælgeres øjne tvivlsomt forhold til andre folks penge. En fortælling,  der bringer minder frem om dyre taxaregninger, fadøl, cigaretter og krophold på skatteydernes regninger blomstrer op.

Hvordan skal Venstres formand og oppositionens statsministerkandidat »fremover stille sig op og udtale sig om nødvendigheden ved at vende hver en offentlig krone uden, at der opstår fnis langs panelerne?« spurgte Berlingskes nu forhenværende klummeskribent, Mads Kastrup sidste år.

Jeg vil gerne høre de tilhørende V-medlemmer, om det spørgsmål er blevet mere relevant, nu hvor Løkke ikke blot skal være oppositionens leder, men statsminister. Jeg prøver mig med næstformand Kristian Jensen:

»Det er sådan, at Venstre startede på ny efter vores hovedbestyrelse. Jeg forventer, at vi fortsætter det gode samarbejde internt som med andre partier på Christiansborg«.

Han fortæller om, hvordan Venstre nu skal arbejde på at få en stærk regering. Hvordan samarbejdet med Dansk Folkeparti nok skal gå, og hvordan han er stolt over, at danskerne har givet Venstre et mandat til at lede landet.

»Vores øverste mål var at komme tilbage i Statsministeriet. Det er vi nu. Det er det vi skal udnytte,« siger Kristian Jensen.

Hvad nu, Løkke?

De færreste i Landstingssalen på valgaftenen næppe uenig i, at Løkke er bedre i rollen som statsminister end i rollen som oppositionsleder. »Prøv at se ham, som han står der,« forklarer en af de tilkomne.

Løkke har selv talt meget om serveretten i dansk politik. Om fordelen ved at spille ud, om muligheden for at sidde for bordenden, strikke kompromiserne sammen. Den slags privilegier. Han havde næppe regnet med, at serveretten ville blive overdraget til hovedpersonen i en tid, hvor han er historisk svækket position.

Han har altid siddet med det udøvende ansvar. Kommunalt, amtsligt, regionalt og statsligt. Han er »en hands on-politiker«, som hans finansordfører Peter Christensen udtrykker det fra et af de runde borde. Partifælle og tidligere mangeårig V-minister, Bertel Haarder er ikke i tvivl.

»Han er kompromisets mand. Han har evnen til at finde løsninger, hvor ingen anden ser mulighederne. Det er den evne, han skal bruge nu. Det er den evne, han får brud for,« siger Bertel Haarder.

Så hvad har han tænkt sig nu, ham Løkke? Nu hvor han har magten? Foran Venstres formand og Danmarks kommende statsminister står en svær parlamentarisk linedans med nationalister, liberalister, de konservative af slagsen i den ene vægtskål og partiformandens løfter om et fortsat bredt samarbejde hen over midten i den anden.

Løkke har som den politisk snedker han er helt bevidst fremlagt bredt formulerede sigtelinjer - ikke konkrete løfter. Det handler om indretningen af den offentlige sektor, om det økonomiske forskel på at være i og udenfor arbejdsmarkedet. Og om en omfordeling af de økonomiske ressourcer væk fra ulandsbistand over mod dansk velfærd. Han har med andre ord ikke lovet for meget.

Det giver Danmarks nye statsminister maksimale handlemuligheder uden han kan blive skudt i skoene, at Thornings røde løftebrud med Løkke blot skifter farve til blå.

»Det har været et spændende valg og et meget overraskende valg. Jeg vil helst have en stabil regering. Hvordan den kommer til at se ud, det må vi se på,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen inden han trådte ned ad podiet, ud af Landstingssalen på vej til sin første partilederdebat, som Danmarks næste statsminister.