Nu skal de slettede PET-papirer undersøges

Regeringen undgår i sidste øjeblik at komme i mindretal i sagen om slettede dokumenter hos PET. Har lavet aftale med Enhedslisten.

Kun halvandet døgn før regeringen kunne imødese at blive nedstemt af et flertal i Folketinget i sagen om massedestruktion af sagsmapper om politikere på især venstrefløjen midt i 90’ene, krøb den til korset.

Mandag eftermiddag indgik justitsminister Morten Bødskov en aftale med Enhedslisten, der betyder, at en uvildig undersøgelse bliver nedsat. Og vigtigst af alt for regeringen, undgår den at blive stemt ned i folketingssalen onsdag, hvor oppositionen sammen med Enhedslisten har indkaldt til en hasteforespørgsel om makuleringerne. En debat, hvor Enhedslisten ikke havde tøvet med at stemme mod regeringen.

Aftalen med regeringen glæder Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

- Jeg er rigtig glad for, at regeringen gav sig, så vi bl.a. kan få afklaret, hvorfor papirerne blev makuleret, og hvem der beordrede det, siger Pernille Skipper.

Undersøgelsen skal foretages af dr.jur. Linda Nielsen, tidligere rektor for Københavns Universitet, der får adgang til alle relevante papirer hos PET og justitsministeriet. Men da undersøgelsen ikke er en decideret kommissionsundersøgelse, vil hun ikke have ret til at afhøre involverede personer.

Men det er helt naturligt, mener Pernille Skipper.

- Vi ønsker, at det skal gå hurtigt. Hvis det skulle have været undersøgelseskommission, ville det være en helt anden tidshorisont, og vi ønsker ikke en ny Farum-kommission, der arbejder i ti år uden at komme frem til noget særligt, siger Enhedslistens retsordfører, der forventer, at konklusionen af undersøgelsen vil være klar til efteråret.

Pernille Skipper understreger, at undersøgelsen ikke skal koncentrere sig om enkelte sager, hvorfor offentligheden aldrig får et indblik i, hvad efterretningstjenesten har noteret sig om Ole Sohn eller andre tidligere politikeres dokumenter hos PET, der også er blevet makuleret.

Undersøgelsen kommer efter, at BT i påsken afslørede, at erhvervs- og vækstminister Ole Sohns sagsmappe som tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti fra 1987-1991 angiveligt blev slettet i midten af halvfemserne.

I weekenden kunne BT sammen med Berlingske også afsløre, at PET også har slettet sagsmapper på tidligere statsministre som Jens Otto Krag (S), Anker Jørgensen (S) og Poul Hartling (V).

Historierne fik oppositionen til sammen med Enhedslisten at true med onsdag at pålægge regeringen at nedsætte en undersøgelse.

Det har regeringen nu forhindret med aftalen, selvom justitsminister Morten Bødskov tidligere har forklaret, at destruktionen af sagerne i PETs arkiv var ren rutine og helt naturlig af hensyn til de registrerede personer.

Det selvom en gammel aftale mellem Statens Arkiver og PET forbød makulering af sager med historisk interesse.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen er tilfreds med regeringens kovending. Men han frygter, at undersøgelsen ikke kommer frem til et fyldestgørende resultat.

- Vi ser det da som en sejr, at regeringen nu pludselig gerne vil undersøge, hvad der er sket. Men jeg er bekymret for, om den person, der skal forestå undersøgelsen, kommer til at være kritisk nok. Jeg kan frygte, at regeringen vil forsøge at snyde på vægtskålen, og jeg regner da med, at hvis det viser sig, vil Enhedslisten stadig være med i et flertal, der ønsker en uvildig advokatundersøgelse, siger Karsten Lauritzen.