Efter en dramatisk tirsdag aften, hvor de blå partier blev afkoblet forhandlingerne om genåbningen, kan regeringen nu præsentere, hvilke dele af samfundet, der får lov til at genåbne fra mandag den 1. marts.
Her siger justitsminister Nick Hækkerup, at der bliver åbnet for dele af detailhandlen, for dele af kultur- og idrætslivet og for dele af skolevæsenet.
Det sker på et pressemøde på Christiansborg, hvor justitsminister Nick Hækkerup (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) samt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er til stede. Statsminister Mette Frederiksen (S) er altså ikke med på pressemødet.
»Vi har stillet os på de anbefalinger, eksperterne kom med. Det betyder, at vi kan åbne store dele af detailhandlen samt for udendørs kulturinstitutioner og idrætsliv,« siger Nick Hækkerup.
Desuden oplyser justitsministeren, at man vil se på en yderligere genåbning allerede fra 15. marts.
Det bekræftes af Magnus Heunicke som siger, at man håber, at der meget snart »kommer rum« til en større genåbning, som man vil kigge på så snart, det bliver muligt.
»Vi er også nødt til at sige åbent, at hvis der kommer lokale udbrud, vil vi blive nødt til at lukke ned lokalt. Det er det, vi har gjort i Ishøj og i Kolding. Der vil vi blive nødt til at sætte ind lokalt, så vi kan undgå, at de spreder sig til resten af landet,« siger Heunicke.
Fra Pernille Rosenkrantz-Theil lyder det, at man er glad for, at man kan lade afgangselever i dele af landet komme tilbage i grundskoler, på gymnasiale uddannelser og på voksenuddannelser allerede fra 1. marts.
»Nu hvor genåbningen ikke kommer til at gælde hælde landet, er det vigtigt at understrege den del af aftalen, som går ud på, at vi tager stilling til at åbne for skoleklasser i andre dele af landet allerede fra 15 marts og så igen fra 6. april,« siger Rosenkrantz-Theil:
»Det er utrolig vigtigt for regeringen, at vi får børn tilbage i skolen så hurtigt, det kan lade sig gøre,« siger hun.
Regeringen har lavet aftalen sammen med SF, Radikale og Enhedslisten. Sent tirsdag aften blev de blå partier nemlig koblet af forhandlingerne, mens Alternativet onsdag formiddag selv valgte at forlade forhandlingerne.

Knap 900 indlagte til april?
Ifølge ekspertgruppen, som rådgiver politikerne om konsekvenserne af en genåbning, vil den genåbning, der netop er præsenteret, medføre, at der i medio april vil være omtrent 870 indlagte med corona på landets hospitaler.
»Aftalen vil betyde, at små 900 vil blive indlagt i en kort periode. Det siger sundhedsmyndighederne, at de kan klare,« siger Magnus Heunicke.
Det skyldes blandt andet, at myndigheder og sundhedsvæsen er blevet klogere i løbet af epidemien. Desuden skal vaccinerne gerne hjælpe med at aflaste sundhedsvæsenet.
»Der er ting, som tyder på, at den (britiske mutation, red.) er en større belastning end sidste år. Vi har heldigvis erfaringer fra sidste forår, og så har vi vores vaccineplan, som også er inde i beregningerne,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke:
»Hvis vi får et mildt forår, og smitten er lav, så skal der selvfølgelig åbnes noget mere.«
Omvendt siger sundhedsministeren, at det bliver »uhyggeligt svært«, hvis smitten igen kommer ud af kontrol.
Berlingske har i dag beskrevet, hvordan myndighedernes beregninger for, hvor mange, der forventes at blive indlagt under forskellige genåbningsscenarier, ofte har ramt langt ved siden af målet, og at man således skal være varsom med at tage forudsigelserne for pålydende uden at være bevidst om den store usikkerhed.
Regional genåbning
Eksperterne i den såkaldte Indsatsgruppe, der rådgiver regeringen og Folketinget, havde på forhånd sagt god for, at man kunne åbne for udvalgsvarebutikker på op til 5.000 kvadratmeter, så længe de ikke lå i storcentre, samt at man kunne åbne for udendørs idræts- og kulturinstitutioner, og at forsamlingsforbuddet for udendørs idræt hæves til 20 personer.
De anbefalinger fik regeringen og Folketingets partier mandag aften, og dem har politikerne altså i bred udstrækning valgt at følge.
Desuden kunne alle skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser åbne på Bornholm ligesom liberale erhverv også får lov til at genåbne, og forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer. For Vestjylland og Nordjylland gælder det, at afgangselever i grundskoler, ungdomsskoler og voksenuddannelser kommer tilbage med visse restriktioner får lov til at vende tilbage.
Begge steder kunne elever på efterskoler få lov til at vende tilbage under smitteforebyggende foranstaltninger.
I Indsatsgruppens beregninger lå der desuden en mulighed for, at man løbende og allerede fra midten af marts kunne åbne dele af samfundet yderligere, såfremt smitten fortsat er under kontrol.