Nu melder ledelsen ud i intern e-mail: Terrorhyldest og hærværk på RUC kan medføre bortvisning
Ledelsen på Roskilde Universitet tager kraftig afstand fra det graffitihærværk, der blev udøvet på universitetet tidligere på ugen.
Ledelsen på Roskilde Universitet tager kraftig afstand fra det graffitihærværk, der blev udøvet på universitetet tidligere på ugen.
Efter omfattende hærværk i form af graffiti, hyldest til en Hamas-leder og maskerede demonstrationer på Roskilde Universitet, RUC, melder universitetets ledelse nu ud.
Det fremgår af en e-mail, rektoratet har sendt ud til samtlige studerende på universitetet, og som Berlingske er i besiddelse af.
I e-mailen tager ledelsen »kraftigt afstand« fra indholdet af den graffiti, som »i stort omfang« er blevet malet forskellige steder på campus.
Som Berlingske tidligere har beskrevet, blev den afdøde Hamas-leder Yahya Sinwar, der har været omtalt som »hjernen bag 7. oktober« hyldet med ordene »hvil ved magten«.
Ligeledes var der tale om særdeles fjendtlige budskaber vendt mod universitetets ledelse og Israel.
Sidenhen har den propalæstinensiske gruppe RUC Intifada demonstreret ved en såkaldt »sit-in«, som gruppen selv har kaldt det.
Her sad de foran RUC-rektor Hanne Leths kontor, mens de hyldede de palæstinensiske ofre i Gaza.
Imens blokerede de for, at medarbejderne kunne komme ind og ud ad gangen til kontoret.
Fordi det forstyrrede flere medarbejdere, tilkaldte RUC-ledelsen politiet, som bad dem om at gå et andet sted hen at demonstrere.
Efter en diskussion mellem en person fra bevægelsen og to politibetjente gik demonstranterne med til at fortsætte protesten i universitetets kantine.
Fredag morgen reagerede uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) på episoderne.
»Det her er et gigantisk problem. Jeg synes, de seneste begivenheder på RUC er den mest alvorlige sag, vi har haft på et dansk universitet siden Hamas’ terrorangreb på Israel 7. oktober sidste år,« sagde ministeren til Berlingske og fortsatte:
»Vi ved ikke, hvem der står bag det her hærværk. Men hvis det er studerende på RUC, bør det resultere i en øjeblikkelig bortvisning.«
Og det er RUCs ledelse enig i.
I e-mailen til de studerende skriver de, at de ikke ved, om der er en sammenhængt mellem graffitien og demonstrationen, men at politiet efterforsker sagen om hærværk.
»Mht. (med hensyn til, red.) graffiti og hærværk så siger det sig selv, at det ikke er en konstruktiv måde at ytre sig på. Det er ulovligt, og det er vigtigt at understrege, at det kan få konsekvenser for gerningspersonerne (fx bortvisning), hvis de viser sig at være studerende på universitetet,« skriver rektoratet desuden i e-mailen.
Derudover betoner ledelsen, at det er »trist, at nogle få individer skal tegne billedet af Roskilde Universitet«.
Som afslutning appellerer ledelsen til, at alle tager ansvar for at »samtalen og debatten foregår på en respektfuld og saglig måde«.