Knap fire år efter, den blev nedsat, kommer Statsløsekommissionen i dag med svar i sagen om de unge statsløse palæstinensere, der uberettiget blev nægtet statsborgerskab i Danmark.
Sagen kostede i 2011 Birthe Rønn Hornbech (V) posten som integrationsminister, og i dag bliver vi formentlig klogere på, hvad de skiftende integrationsministre og embedsfolk i Integrationsministeriet vidste, når et sammenkog af over 80.000 dokumenter og afhøringer af 44 vidner offentliggøres til formiddag.
Kimen til hele affæren med de statsløse blev sået i 2004, hvor den daværende VK-regering strammede kravene for at blive dansk statsborger. Herefter blev alle ansøgninger om statsborgerskab behandlet ud fra krav til danskkundskaber og en indfødsretsprøve, ligesom det blev et krav at være selvforsørgende og ikke straffet for kriminalitet af en vis grovhed.
Det gjaldt også ansøgninger fra statsløse, men det var fra dag ét i strid med to FN-konventioner, som giver statsløse unge ret til statsborgerskab i det land, de er født, uafhængigt af landets normale krav for at udstede et pas.
Skiftende ministre sad for bordenden i Integrationsministeriet, mens der blev givet uberettigede afslag på statsborgerskab til især statsløse palæstinensere, og i 2008 blev embedsværket opmærksom på, at man handlede i strid med FN-konventionen.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) blev af sine embedsmænd opfordret til at følge konventionen, men ministeren ville først have undersøgt, hvordan vores nordiske naboer forholdt sig i lignende sager, og satte derfor ikke verserende sager i bero.
Først halvandet år senere fik Indfødsretsudvalget besked om, at en række sager om statsløse blev sagsbehandlet forkert, og Birthe Rønn Hornbech fortalte dengang, at hun havde »besindet sig«.
Den replik gav pressen nys om, at noget tilsyneladende var grueligt galt, og i starten af 2011 rullede Dagbladet Information hele affæren med de ulovlige afslag og ministeren og embedsværkets ageren ud i en artikelserie, der sikrede avisen en Cavlingpris og i sidste ende fik Birthe Rønn Hornbech fyret som integrationsminister.
Statsministeren, der dengang også var Lars Løkke Rasmussen, nedsatte på den baggrund Statsløsekommissionen til at afdække forløbet og få kortlagt, hvem der havde kendskab til sagen hvornår, og hvor ansvaret ligger for, at Danmark i seks år handlede stik imod en FN-konvention.
Både Lars Løkke Rasmussen, tidligere integrationsminister Bertel Haarder (V) og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet afhørt som vidner i løbet af kommissionens arbejde, ligesom Birthe Rønn Hornbech har haft mulighed for at forklare sig.
Hun har efter sagen kom frem givet sine embedsmænd skylden, der omvendt har peget pilen på den daværende integrationsminister. Hvem der handlede forkert, og hvad konsekvenserne bliver for de involverede parter og på Christiansborg, ventes kommissionen nu endeligt at kunne besvare med sin beretning.
Statsløsekommissionen ventes at udgive deres beretning klokken 11:30. Følg med på B.dk.