De fleste forbinder givetvis en bonus på arbejde med, at man har gjort et ekstraordinært godt stykke arbejde.
Men sådan behøver Slotsholmens departementschefer ikke længere se på sagen.
Fremover bliver bonusser til ministeriernes øverste embedsmænd nemlig fastsat på forhånd og automatisk udbetalt hvert år.
Det skriver Ekstra Bladet.
Præcis det samme skrev Berlingske i april i år, da Finansministeriet oplyste følgende til Berlingske:
»Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har indgået en aftale med Akademikerne om en teknisk omlægning af departementschefernes engangsvederlag til faste tillæg, således at der ikke længere ydes engangsvederlag som hidtil.«
Det samme har Økonomistyrelsen, der hører under Finansministeriet, nu oplyst til Ekstra Bladet.
Det betyder, at eksempelvis Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, fremover kan regne med at få udbetalt en årlig bonus – såkaldt engangsvederlag – på 125.000 kroner, uden at nogen skal vurdere, om hun har gjort sig fortjent til den.
Bonussen kommer oven i Bertelsens årsløn på 2.270.634 kroner.
Tidligere blev departementschefernes engangsvederlag officielt udbetalt på baggrund af »indsats, resultater og kvalifikationer«, men Berlingske har kunnet beskrive, hvordan departementscheferne alligevel nærmest uden undtagelse fik samme bonus udbetalt år efter år.
»En rituel øvelse«
Det er ikke første gang, at Ekstra Bladet har undersøgt landets øverste embedsmands incitamentsordning.
Således kunne avisen sidste år afsløre, at Barbara Bertelsen selv – sammen med Finansministeriets departementschef, Peter Stensgaard Mørch – har stået for at indstille, hvilke departementschefer, der bør få udbetalt deres bonus.
Dermed har Barbara Bertelsen været med til at indstille Barbara Bertelsen til en bonus.
Men det slipper Barbara Bertelsen altså for fremover, hvor bonussen bliver udbetalt automatisk.
Kurt Klaudi Klausen er professor i offentlig organisation og ledelse på Syddansk Universitet, og han sagde i april til Berlingske, at ændringen af praksis er fornuftig, al den stund der i hans øjne alligevel bare var tale om en »rituel øvelse«, når engangsvederlagene blev udbetalt.
»Det er ikke et skarpt strategisk redskab, når det tilsyneladende i realiteten var en forøgelse af grundlønnen og ikke en konkret vurdering af præstationer,« sagde Kurt Klaudi Klausen.
Professoren understregede, at han ikke mener, at departementschefernes lønniveau er for højt, men engangsvederlagene kalder han et »skuespil«.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Barbara Bertelsen, men dette er ikke lykkedes avisen.



