Nordjyske politikere føler sig overset af landsdækkende TV

På tværs af partiskel mener en række nordjyske politikere, at de landsdækkende TV-stationer ignorerer dem på grund af geografi. DR afviser kritikken.

Tidligere undervisningsminister, Tina Nedergaard (V), er blandt de nordjyske politikere, der langer ud efter landsdækkende tv for i højere grad at droppe at få nordjyske politikere med i indslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling

De nordjyske folketingsmedlemmer er i det daglige arbejde uenige om mangt om meget, men de er temmelig enige om, at de landsdækkende TV-stationer ignorerer dem.

»Typisk bliver man ringet op og spurgt om noget højaktuelt, men bliver så droppet i indslaget, fordi det er for bøvlet at dække det i det nordjyske,« siger Venstres Tina Nedergaard (V) til P4 Nordjylland.

Kanalen har spurgt en række nordjyske politikere om deres oplevelser med de landsdækkende TV-stationer.

»De er ikke interesserede, når de hører, at man opholder sig i Nordjylland,« siger Morten Marinus (DF).

Tilsvarende toner lyder fra socialdemokraterne Orla Hav (S) og Rasmus Prehn (S).

»Jeg oplever det i høj grad. Jeg har en klar oplevelse af, at centraliseringen af vore medier har stor betydning for plads i æteren,« siger Orla Hav og suppleres af Rasmus Prehn:

»Jeg har også oplevet det for nylig. For eksempel den 19. juni i år, hvor jeg var inviteret i P1 Debat vedrørende Rejsekortet. Da jeg forhørte mig, om jeg kunne komme igennem fra Aalborg, hvilket jeg har gjort flere gange før, fik jeg hurtigt at vide, at de så hellere ville bruge en anden, der kunne være i København. To timer før udsendelsen ringede de så igen fra redaktionen: Min erstatning var blevet syg, om jeg alligevel ville på fra Aalborg, og det gjorde jeg så,« siger han.

Lisbeth Bech Poulsen (SF) mener, de nordjyske folkevalgte stilles ringere:

»Det giver helt klart ringere vilkår at være valgt i Nordjylland eller andre steder væk fra København«.

Kritikken preller af på DR.

»Selvfølgelig kan der opstå et eller andet, men at vi systematisk vælger kilder, hvor logistikken kommer foran journalistikken, kan jeg simpelthen ikke genkende,« siger Sandy French, redaktionschef på DR Nyheder, til P4 Nordjylland.