Ngo'er sagsøger staten for at få stoppet våbeneksport til Israel
Ngo'er vil have stoppet dansk eksport af våben til Israel, efter hollandsk domstol har bremset deres eksport.

Ngo'er vil have stoppet dansk eksport af våben til Israel, efter hollandsk domstol har bremset deres eksport.

En række ngo'er lægger sag an mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet for at få stoppet dansk eksport af våben til Israel.
Det skriver Amnesty International i en pressemeddelelse.
Det sker, efter en hollandsk domstol i februar 2024 har pålagt den hollandske stat at stoppe våbeneksport relateret til F35-kampfly til Israel.
Domstolen fandt, at eksporten er i strid med EU's Fælles Regler for våbeneksport og FN's våbenhandelstraktat, som både Holland og Danmark har underskrevet.
- Der er en klar risiko for, at våben og militært udstyr, som Danmark direkte og indirekte eksporterer til Israel, bliver brugt til at begå alvorlige forbrydelser mod civile i Gaza, skriver de i pressemeddelelsen.
Dermed overtræder Danmark, mener ngo'erne, de internationale regler for våbenhandel samtidigt med, at Danmark risikerer at gøre sig medskyldig i overtrædelser af den humanitære folkeret – herunder krigsforbrydelser - og et plausibelt folkedrab.
Organisationerne vil have domstolenes vurdering af, om eksporten strider mod de regler om våbenhandel, som Danmark er forpligtet til at følge.
Der er tale om hjælpeorganisationerne Oxfam Danmark, Amnesty International Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq.
- Vi har i fem måneder talt om et potentielt folkedrab i Gaza. Men vi har ikke set politikerne gribe til handling, siger Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, i pressemeddelelsen.
- Danmark skal ikke sende våben til Israel, når der er en begrundet mistanke om, at landet begår krigsforbrydelser i Gaza. Vi har brug for at få rettens ord for Danmarks ansvar.
Danmark har tilsluttet sig både FN's våbenhandelstraktat og EU's Fælles Regler for våbeneksport.
Det forpligter Danmark at sikre, at der ikke er risiko for, at eksport af våben og militært udstyr fra danske virksomheder bidrager til overtrædelser af folkeretten.
Den danske stat bør stoppe våbeneksporten alene på baggrund af risikoen for, at militært udstyr kan blive anvendt i strid med krigens regler, mener organisationerne.
Det var blandt andet afgørelsen i Holland, der inspirerede de fire organisationer til at lave sagsanlægget, lyder det fra Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark.
- Eftersom Danmark og Holland er underlagt det samme regelsæt, forventer vi, at der vil komme den samme afgørelse, som vi så i Holland, siger Lars Koch.
FN's internationale domstol vurderede i januar, at det er plausibelt, at Israel er i færd med at begå et potentielt folkedrab i Gaza.
Samtidig har FN-eksperter advaret om, at salg og levering af våben til Israel, der risikerer at blive brugt i Gaza, overtræder international humanitær lov og skal stoppes med det samme.
/ritzau/