Ngo'er om Nets-gebyrer: Vi skal tættere på gratis

Nets' gebyr er ifølge ngo'er stadig alt for højt. Minister vil ikke vurdere, om gebyrerne skal reduceres.

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, mener sammen med Red Barnet og Mødrehjælpen, at Nets' gebyr skal reduceres til noget, der er tættere på gratis end de tre kroner, Nets vil begynde at opkræve i gebyr. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ngo'er vil længere ned end de tre kroner, som Nets vil reducere deres gebyr for overførsler til velgørende organisationer til.

»Vi vil jo helst have det gratis. Men kan vi finde noget, der er tættere på gratis, end det vi har i dag, så vil det på et eller andet tidspunkt være godt nok,« siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Red Barnet, Børns Vilkår, Mødrehjælpen og Unicef var mandag til møde med erhvervsminister Simon Kollerup (S) om Nets' gebyrer. På mødet drøftede de gebyrerne, men fandt ikke en konkret løsning.

Nets er kommet i modvind, fordi betalingsvirksomheden tager 4 kroner og 32 øre i gebyr for hver overførsel til velgørende organisationer.

Kort tid før mødet mandag præsenterede Nets en reduktion af gebyret, så det nu vil ligge på 3 kroner per transaktion. En reduktionen, der ifølge organisationerne ikke er stor nok.

»Vi tror på, at man kan gøre det billigere end 4 kroner og 32 øre og billigere end 3 kroner. 3 kroner per transaktion er stadig et meget, meget stort gebyr,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet.

Hun peger på, at det i Sverige koster omkring halvanden svenske kroner.

Hos Mødrehjælpen er man heller ikke tilfreds med reduktionen af gebyret.

»Vi tror, de kan komme noget længere ned. Dels i forhold hvad deres reelle omkostninger er. Men også at det som virksomhed er naturligt at se på, hvad ens samfundsansvar er,« siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tidligere fortalt, at han ser sagen med Nets' gebyrer som temmelig alvorlig. Han vil dog ikke vurdere, om reduktionen til tre kroner er stor nok.

»Det viser for mig, at niveauet har ligget på et sted, hvor der har været plads til at gå ned. Men om det er det rigtige niveau, vil jeg ikke gøre mig til dommer over i dag,« siger erhvervsministeren.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var sammen med de velgørende organisationer med til mødet mandag. De skal nu vurdere, om gebyrerne er, som de skal være.

Erhvervsministeren holder møde med Nets om gebyrerne senere på ugen.

/ritzau/