Nervøs domstol sender burka-spørgsmål videre til de enkelte stater

Foto: MENAHEM KAHANA

Hvad er vigtigst: Din ret til at gå med burka? Eller min ret til at se dit ansigt i offentligheden?

Dét er groft opridset spørgsmålet, som har udviklet sig til en heftig debat i sommerdagene.

Diskussionen udspringer af to nye domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagt i henholdsvis juni og juli.

Konkret drejer sagerne sig om et forbud mod at sløre ansigtet offentligt i Belgien – hvilket primært rammer kvinder, der bærer burka eller niqab.

Domstolens konklusion er klar; Belgien kan bedst selv vurdere, om et forbud er nødvendigt.

En lignende dom har tidligere været afsagt om burkaforbuddet i Frankrig, og dommene tegner således et mønster:

Det er op til det enkelte land selv at vurdere, om samfundet har behov for at se personers ansigter i offentligheden. Og om det behov vægter højere end det enkelte menneskes ret til at bære tildækning.

Dommene er i tråd med en klar og interessant tendens, siger en ekspert.

For de tegner et billede af en international institution, der i højere grad trækker følehornene til sig og overlader lovgivning i højspændte politiske diskussioner til det enkelte land.

Sådan siger ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder Maria Ventegodt Liisberg:

»Det er et højspændt politisk spørgsmål, og derfor holder domstolen sig tilbage og giver staten et større råderum. Domstolen vil ikke have noget i klemme, og det er der flere årsager til.«

De årsager vender vi tilbage til. Først et indblik i, hvilken betydning dommene har haft i Danmark.

Herhjemme er døren nemlig atter åbnet på klem for et lignende forbud.

Tidligere har både Dansk Folkeparti og de Konservative foreslået, at tildækning af ansigtet skal være forbudt i det offentlige rum. Forslagene har dog hidtil manglet opbakning fra et flertal i Folketinget.

Men nu benytter de to partier dommene fra Belgien til atter at tage fat på diskussionen, mens Venstre vil diskutere spørgsmålet ved partiets sommergruppemøde.

Mest opsigtsvækkende var det, at de Radikales konstituerede politiske ordfører, Lotte Rod, onsdag meldte sin støtte til forslaget til blandt andre Berlingske.

»Det er vigtigt med religionsfrihed, men det er bare noget andet, end at du ikke kan se folks ansigt,« lød det fra den radikale ordfører.

Opbakningen smuldrede dog en anelse dagen efter, da Sofie Carsten Nielsen, udlændingeordfører og medlem af de Radikales gruppeledelse, blandede sig i debatten.

De Radikales nummer to slog nemlig fast, at partiet ikke bakker op om forslaget. Lottes Rods udmelding står for egen regning.

Debatten bringer os tilbage til domsafsigelserne.

For den danske splittelse i spørgsmålet er et godt billede på det dilemma, menneskerettighedsdomstolen har stået med.

Der er nemlig heller ikke konsensus blandt de europæiske lande om, hvorvidt man kan indføre forbud mod burka.

Sagerne fra Belgien opridser nogle af argumenterne i debatten.

Den muslimske kvinde, der stod bag sagen i den seneste dom, Fouzia Dakir, mente, at den belgiske lovgivning mod burka var i strid med en række rettigheder, hun havde som menneske.

Konkret drejer det sig om fire forskellige artikler i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – hvoraf de mest vigtige gælder retten til privat- og familieliv, tankefrihed og religion og forbud mod diskriminering.

I den anden sag fra Belgien tilføjede de to kvinder bag sagsmålet – Samia Belcacemi og Yamina Oussar – de konsekvenser, loven havde fået for dem. Den ene kvinde følte sig presset til at tage beklædningen af for at undgå bøder. Den anden kvinde var helt stoppet med at forlade hjemmet.

Men de belgiske kvinder fik ikke medhold.

»Domstolen vurderer, at der rigtigt nok sker et indgreb i kvindernes menneskerettigheder. Men hele spørgsmålet er kogt ned til, hvorvidt det indgreb kan berettiges,« siger Maria Ventegodt Liisberg:

»Den belgiske stat argumenterer med, at det er statens opgave at fremme belgiernes mulighed for at leve sammen på en civiliseret måde. Her mener staten altså, at det kræver, at borgere kan se hinandens ansigter i det offentlige rum. Det, mener den belgiske stat samtidig, vægter højere end kvinders ret til at bære burka.«

Netop den afvejning har menneskerettighedsdomstolen vurderet, at Belgien er bedst til selv at afgøre.

»Domstolen laver en afvejning af individets interesser over for statens interesser. Og finder altså, at statens interesse i dette spørgsmål er vigtigst,« siger Maria Ventegodt Liisberg.

Domstolen lægger vægt på, at der har været en grundig diskussion i Belgien forud for lovgivningen.

Men mest interessant peger dommen på, at der ikke er konsensus om spørgsmålet i Europa. Og derfor må det altså være op til den enkelte stat at afgøre, siger Maria Ventegodt Liisberg:

»Nogle lande har forbudt burka, andre lande mener ikke, at et forbud kan forsvares. Det stiller domstolen i en svær situation.«

For at forstå det argument henviser Maria Ventegodt Liisberg til homoseksuelles rettigheder. Blandt mange lande i Europa er der enighed om, at homoseksualitet skal være lovligt.

Altså vil domstolen sandsynligvis vurdere det som værende i strid med menneskerettighederne, hvis et land indførte forbud mod at være homoseksuel, forklarer Maria Ventegodt Liisberg.

Det samme er ikke gældende i spørgsmålet om burka og religiøs hovedbeklædning generelt. Der er Europa langt mere splittet.

»Desuden er menneskerettighedsdomstolen formentlig opmærksom på den stigende nationalfølelse, der er i Europa,« siger Maria Ventegodt Liisberg:

»Nogle borgere føler tiltagende modvilje mod at blive styret af internationale institutioner. Menneskerettighedsdomstolen vil gerne undlade at bære brænde til det bål ved at dømme imod enkelte staters afgørelse i så højspændt en politisk debat.«

En lignende tendens har været at finde ved EU-Domstolen. Her blev det konkluderet, at det var i orden at fyre medarbejdere, hvis de bar tørklæde på arbejde.

»Begge domstole har valgt at være tilbageholdende i dommene. Hele kernen i de her domme er tilbageholdenhed. Domstolene vil ikke blande sig for meget i de her spørgsmål, fordi de er så højspændte,« siger Maria Ventegodt Liisberg.

Hvad skal vi bruge domstolen til, hvis den alligevel ikke vil tage stilling til loven?

»Det er ikke fordi, domstolen helt undlader at tage stilling. Domstolen overlader bare stort råderum til staten. Men staten kan for eksempel ikke vælge at indføre langvarige fængselsstraffe for at tildække ansigtet. Det ville domstolen være imod,« vurderer Maria Ventegodt Liisberg.

Splittelsen er tydelig at se rundt om i Europa. I Danmark har der hidtil ikke været flertal bag et forbud. Kigger vi til gengæld over på den anden side af grænsen, er der vedtaget delvist forbud i Tyskland. Dog er lovgivning endnu ikke trådt i kraft.

Frankrig har også indført et forbud efterfulgt af Belgien. Italien har indført et forbud på landsplan, men i visse egne af landet har lokale myndigheder tilladt burka.