Nej tak til kommunalt dyneløfteri

Sophie Løhde (V) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For 10 år siden var der nok ikke mange forældre, der forventede kodelåse på døren til børnehaven. I dag ser man det mange steder for at sikre, at kun de "rigtige" forældre kommer ind.

Om 10 år er kodelåsen måske erstattet af alkolåse, så kun de ”rene og pure” forældre kommer ind ad døren til børnehaven? Det lyder måske overdrevet, men så tænk på hvordan det offentlige i stadig stigende omfang blander sig i, hvordan vi hver især lever vores liv. Ikke fordi du har gjort noget ulovligt, men blot fordi du ikke lever i overensstemmelse med den officielle statslige sundhedsopfattelse.

Seneste skud på stammen er København og Aabenraa kommuner, der nu vil uddanne kommunalt ansatte til at tage forældresamtaler om alkoholvaner og livsførelse med helt velfungerende forældre.

Eller tag sidste år hvor SF’s sundhedsborgmester besluttede at sende kommunale medarbejdere på uanmeldt besøg hos borgere mellem 45 og 65 år, der er bosiddende i en af hovedstadens mindre mondæne kvarterer. Hvis du ikke er hjemme, risikerer du i stedet at blive ringet op af kommunen til en såkaldt »snak om sundhed«.

Misforstå mig ikke. Jeg synes alkoholmisbrug er et alvorligt problem, og vi skal naturligvis varetage børnenes tarv, men der er også grænser for, hvor langt pædagoger og lærere skal pålægges at stikke næsen ned i almindelige forældres privatliv og fx stille spørgsmålet: Hvor meget drikker du, og har du overholdt sundhedsstyrelsens genstandsgrænser?

Forsidehistorien på fredagens Berlingske beretter om, hvordan bl.a. Københavns Kommune vil forberede pædagoger på, at de skal spørge forældre om deres alkoholvaner, hvis pædagogerne vurderer det nødvendigt. Jeg er sikker på, hensigten er god, fordi der findes ulykkelige eksempler på familier, der er hårdt mærket af forældres misbrug, men jeg er også bange for, at det er en glidebane, hvor kommunen i stadig højere grad forsøger at kontrollere borgernes liv, og at medarbejderne bliver skubbet foran i en ubehagelig snagekultur pakket ind i ”den bedste mening”.

Jeg synes som sagt, at børnenes tarv er vigtig. Det må være en kerneopgave for pædagoger og lærere, men det er jeg sikker på, at det det allerede er, og at de også i dag har øje for, hvordan børnene kan hjælpes bedst muligt.

Derfor synes jeg, man skal lade pædagogerne passe deres arbejde og forsøge at undgå konfrontationer med helt almindelige borgere. Der er en fin balance, som jeg tror, holdes fint i dag, men som kan blive til overformynderisk dyneløfteri, hvis alle skal puste i det kommunale alkometer for at aflevere deres børn, passe deres arbejde eller ret beset leve deres (private) liv.