Nej, statsminister

Bendt Bendtsen (K) Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære statsminister, lyt nu til familien Danmark. Sæt dig for bordenden og smed en europa-politisk aftale sammen.

Hvis du læser aviser og lytter til befolkningen, ikke blot til den akademiske elite i København, så vil du erfare, at danskerne egentlig er både godmodige og velmenende. De vil bare ikke side med den følelse, at vores sociale system udnyttes.

Jeg vil medgive, at hvis man kun læser statistikker fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, så går det nok alt sammen. Men det er ikke kun et spørgsmål om statistikker. Det er et spørgsmål om ret og rimelighed - om hvordan fremtiden vil se ud.

Lige nu er det stadig spørgsmålet om børnepenge, der tager overskrifterne. Skal tilflyttere have ret til dem fra dag ét? Og skal man kunne sende de forskellige velfærdsydelser direkte til udlandet?

Vi har allerede haft diskussionen om Statens Uddannelsesstøtte, og inden længe risikerer vi at få store problemer med de danske arbejdsløshedsdagpenge, hvis Finlands fire ugers optjeningsprincip for dagpenge bliver dømt i strid med EU-lovgivningen.

Ind imellem krydres debatten også af barselsdagpenge og sygedagpenge. Kan det virkelig passe, at man med kun 9 ugers ugentlig arbejde kan få stemplet som “vandrende arbejdstager” og så ellers tage sygedagpengene og andet godt med sig?

Nej, nej og atter nej, statsminister.

Sæt dig nu for bordenden og tag ansvar sammen med de partier, som vil noget med Europa. Jeg gætter på, at en toppost i Bruxelles trækker, når det har så lav prioritet, men danskerne fortjener, at vi tager dem alvorligt. Der må simpelthen opnås en form for aftale, der adresserer danskernes bekymringer og udstikker retningslinjerne fremover.

Samtidig skal Danmark selvfølelig arbejde sammen med Tyskland, Storbritannien, Sverige, Finland, Holland og Østrig om at skærpe EU-reglerne så de giver mening, og så reglerne både giver tryghed og frihed. Men som du ved, tager EU-sporet lang tid.

Hvis vi i mellemtiden overlader politiske beslutninger til embedsmænd og domstole ved automatisk at rette ind, selv når beslutningerne strider imod det politiske udgangspunkt, skaber vi blot utryghed og frustration over politikere og det europæiske fælleskab.

Det kan selvfølgelig blive svært at nå til enighed når Statsministeren siger ét og den socialdemokratiske spidskandidat siger det modsatte, men det er jo ikke alt her i livet som er lige let.

En ting er sikkert: ved ingenting at foretage sig eskalerer sagerne og EU-modstanderne, i form af DF og Enhedslisten/Folkebevægelsen, får frit løb mens de sidder og smiler og klapper i hænderne. Valgkampen kører helt af sig selv for disse partier.

Så kære Statsminister, lyt til danskerne og træd i karakter.