Naser Khader »får røde knopper ved synet« af langskæggede, langhårede uvaskede mørke mænd i lange kjortler

Kend din folketingspolitiker: Han ville opkøbe samtlige private parkeringsfirmaer, der »konstant ligger på lur for at give folk bøder« og lukke dem med det samme, hvis han havde 1 mia. kr. Han ærgrer sig over så mange love og beslutninger, at de »ikke er værd at nævne«, og han fortæller om, hvorfor han mener, at ghettoområder og parallelsamfund er samfundets største problem. Kom tættere på de Konservatives Naser Khader.

Foto: Thomas Lekfeldt. De Konservatives Naser Khader.
Læs mere
Fold sammen

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på de Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»Det må være, når solen skinner, fuglene synger, og mine børn er glade.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Under den amerikanske præsidentvalgkamp tilbage i 2012 lavede jeg, sammen med en kollega fra Hudson Institut, en analyse af sikkerhedssituationen i Syrien for den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney. Der blev lyttet. Det var stort.«

3. Hvem ser du op til?
»Jeg ser op til personer, der satser på det, de tror på. Og som er villige til at satse alt. Mit største forbillede er Churchill. En leder og statsmand i særklasse. Vi mangler hans typer i dag.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Når jeg ser langskæggede, langhårede uvaskede mørke mænd i lange kjortler. Det, de står for, er så langt ude – jeg får røde knopper ved synet af dem.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Åbne Danmarks største kiosk…Spøg til side. Hvis ikke jeg var politiker, ville jeg genoptage min forskning eller være ambassadør.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»Det må være, da jeg etablerede Ny Alliance. Det satte et klart fingeraftryk, og vi skabte et opbrud i dansk politik. Det ændrede den politiske orden og skabte drama - måske lidt for meget af det gode - men jeg fortryder ikke.«

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»Mine holdninger kommer mange steder fra og fra alle de inputs, jeg får. Jeg er et meget nysgerrigt menneske, så jeg rejser, læser og snakker meget med mit netværk og mennesker, jeg møder, når jeg ugentligt holder oplæg rundt i hele Danmark. Men længere tilbage, fra jeg var barn, husker jeg, hvordan jeg blev konfronteret med ufriheden og uretfærdigheden i mit fødeland Syrien. Det gjorde indtryk, og udviklingen i Syrien siden har helt klart været med til at vække min kampånd og værne nidkært om de demokratiske værdier, vi sætter højt i Danmark. Jeg er blevet mere stålsat i min modstand over for ideologier, der vil bekæmpe demokratiet - som fx islamismen. Det har altsammen været med til at forme mine holdninger.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Jeg har læst rigtig mange gode bøger. Men en af de bøger, der for alvor har gjort indtryk, er bogen ”Evas skjulte ansigt”, der er skrevet af den egyptiske læge Nawal Sadawi. Det er en erindringsbog fra livet som praktiserende læge i den arabiske verden, hvor undertrykkelse af kvinder, sexchikane, hykleri om sex, voldtægter og fokus på mødomme var/er en del af hverdagen. Jeg læste den første gang, da jeg gik i gymnasiet, og den har været med til at forme mine holdninger om frihed.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Så ville jeg opkøbe samtlige private parkeringsfirmaer, der konstant ligger på lur for at give folk bøder og lukke dem med det samme. Resten af pengene vil jeg give til Anja Ringgren Lovén, der redder afrikanske børn, der er beskyldt for at være hekse. Hun er en sand helt.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Alt det, jeg ikke har nået – endnu.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Som en del af et kollektiv har jeg ændret meget. Jeg var en isbryder, da jeg i 2001 var den første med muslimsk og arabisk baggrund, der blev valgt til Folketinget, og det er jeg selvsagt meget stolt af. Jeg tror også, det har ændret det danske samfund, at vi har indført statsborgerskabsdagen, hvor nye statsborgere kan fejre deres statsborgerskab med danske politikere. Det var mit forslag at indføre den - og det var netop for at markere og fejre nydanskernes fuldgyldige indtræden i det danske samfund - som nye danskere.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Jeg synes, det er svært, at fremhæve én, fordi det ofte afhænger af debatten og emnet.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»Samfundets største udfordring er ghettoområder og de parallelsamfund, der eksisterer her. Jeg kan ikke se nogen fordele ved ghettoer. Det, der præger dem er oftest sociale kontrol, den høje kriminalitet og ekstremismen. Der skal vi gøre noget helt, helt andet. Og jeg kan ikke udelukke, at det nogle steder ville være bedst at rive hele ghettoer ned, og sprede folk.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Lidt for mange. Ikke værd at nævne. Livet går videre.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»Mit liv har været et langt eventyr. Jeg er opvokset i en lille landsby i Syrien, hvor der absolut ingenting var. Jeg kom til Danmark, og det var et afgørende øjeblik i mit liv. Senere blev jeg familiens første akademiker og den første politiker med arabisk baggrund valgt til Folketinget. Men mine børns ankomst til verden var selvfølgelig også, for mig, verdensomvæltende oplevelser - på den bedst tænkelige måde. Mit liv har altid været i bevægelse, og derfor har jeg også besluttet, at der på min gravsten skal stå: Fortsættelse følger.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Det må være debatten om debatten. Hver gang vi diskuterer noget, skal vi også diskutere, hvordan vi diskuterer det. Det fjerner fokus fra substansen, og det irriterer mig.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»At miste min stemme.«