Lige siden hun for lidt mere end en uge siden blev valgt som næstformand i Nye Borgerlige, har Henriette Ergemann for alvor været i vælten.

B.T. og Ekstra Bladet har bragt afsløringer på stribe af, at hun utallige gange har skrevet hårde kommentarer på Facebook om coronahåndteringen i Danmark.

Til Sundhedsstyrelsen har hun skrevet, at hun fik blødninger, hver gang hun i længere tid opholdt sig i nærheden af vaccinerede personer, hvilket lægevidenskaben har afvist er muligt.

Derudover har hun kaldt den tidligere socialdemokratiske minister og daværende generalsekretær for UNICEF Danmark, Karen Hækkerup, for en »sindssyg kælling«, der skulle »i fængsel for mord på uskyldige børn«.

Alt sammen fordi Karen Hækkerup ønskede at give børn mulighed for at blive vaccineret mod coronavirus.

Hun har ligeledes skrevet til daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at hun glædede sig »til retsopgøret«, hvor han skulle stå ret for at »pushe de skadelige vacciner i børn«.

Henriette Ergemann har forholdt sig aldeles tavs gennem mediestormen, men nu tager hun bladet fra munden i et opslag på Facebook.

Heri skriver hun, at hun gerne vil undskylde for de kommentarer, som medierne den seneste uges tid har omtalt, »da de bestemt ikke har været ordentlige«.

Henriette Ergemann forklarer, at kommentarerne blev skrevet, fordi hun var dybt bekymret og frustreret over den måde, hvorpå »Mette Frederiksen og hendes støtter kørte hen over befolkningen«.

Det var coronakrisen, der fik Henriette Ergemann til at melde sig ind i Nye Borgerlige, som dengang især markerede sig via nuværende formand Lars Boje Mathiesens kritik af regeringens ageren.

Ergemann slår dog i sit opslag fast, at hendes coronakritik ikke betyder, at hun er konspirationsteoretiker, som hun mener, at nogen har kaldt hende i løbet af de seneste dage. Hun konstaterer, at der er indberettet mange formodede bivirkninger fra borgere, der er blevet vaccineret.

»Og de fortjener at blive hørt,« skriver Henriette Ergemann, men tilføjer, at hun eksempelvis ikke tror, at befolkningen har fået skudt 5G-chips ind i kroppen sammen med vaccinen, hvilket en konspirationsteori under coronakrisen påstod var tilfældet.

I det lange opslag adresserer hun ikke det konkrete indhold i de kommentarer, som hun har fået hård kritik for.

Eksempelvis at coronavaccinerne skulle kunne slå børn ihjel, eller at vaccinerne skulle få hende eller andre kvinder til at bløde, hvis de opholdt sig længe i selskab med vaccinerede.