Næsten 100 procent af stemmerne er talt op: Danmark går til venstre – LA-leder på vej ud

Blå blok går markant tilbage, og Socialdemokratiet er fortsat Danmarks største parti. Anders Samuelsen står til at ryge ud af Folketinget.

Pia Olsen Dyhr taler til SFs valgfest Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Skrevet på baggrund af DRs prognose onsdag klokken 23.10. Opdateres løbende.

Danmark tager onsdag et ordentlig sving til venstre.

Det viser den prognose, som DR har offentliggjort onsdag aften klokken 23.10 med mere end 96 procent af stemmerne talt op.

I prognosen står den hidtidige, blå regeringsblok til at lide et klart valgnederlag, mens de partier, der peger på S-formand Mette Frederiksen som Danmarks næste statsminister – Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og de Radikale – tilsammen kan mønstre 91 mandater. Alternativet, der i første omgang peger på Uffe Elbæk som statsminister står i målingen til 2,9 procent.

Blå blok står i målingen til 75 mandater.

Socialdemokratiet står fortsat til at være Danmarks største parti efter onsdagens valg med 26,0 procent af stemmerne.

Venstre står til en markant fremgang i forhold til valgresultatet i 2015 på 19,5 procent af stemmerne til i dag 23,4 procent.

Valgets store taber ligner først på aftenen, helt som ventet, Dansk Folkeparti, der i DRs prognose står til at miste over halvdelen af sin vælgertilslutning sammenlignet med folketingsvalget i 2015. Blot 8,8 procent af stemmerne får partiet.

Skæbnen for flere af partierne i målingen er fortsat uvis.

I DRs prognose står Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen til 1,8 procent, Nye Borgerlige til 2,4 procent, mens Kristendemokraterne står til 1,7 procent.

Partiet Klaus Riskær Pedersen er langt fra at nå over spærregrænsen på to procent. Partiet står til 0,9 procent.

Et af de afgørende svar, der skal gives på valgaftenen, er, hvor store Mette Frederiksens støttepartier bliver i forhold til Socialdemokratiet.

Både de Radikale og SF står til en markant fremgang i forhold til valget i 2015 med henholdsvis 8,5 og 7,7 procent.

Enhedslisten står til 6,9 procent, mens Alternativet altså står til 2,9 procent,

Umiddelbart ser det ud til, at vælgerne straffer Liberal Alliance efter en valgperiode, der både har budt på trusler om at vælte Lars Løkke Rasmussen som statsminister og på senere regeringsdeltagelse.

Partiet med Anders Samuelsen i spidsen står til 2,3 procent mod 7,5 procent 2015. Ifølge DR står Samuelsen til at ryge ud af Folketinget efter valget.

De Konservative ser til gengæld ud til at få en fremgang, da partiet står til 6,6 procent. Hvilket er godt for formand Søren Pape Poulsen, der har sagt, at han vil trække sig, hvis partiet går tilbage i forhold til sidste valgs 3,4 procent af stemmerne.

Mette Frederiksen forudser »svære forhandlinger«

Selv med et flertal til de partier, der peger på Mette Frederiksen, samt Alternativets mandater, er det endnu usikkert, hvem der skal være Danmarks næste statsminister.

Flere af partierne i oppositionen har således stillet en række skrappe krav til Mette Frederiksen, såfremt de skal lægge deres mandater i S-formandens kurv.

De Radikales leder, Morten Østergaard, har bl.a. bedyret, at han kun vil støtte en regering, »der gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik«, ligesom Mette Frederiksen skriftligt skal forpligte sig til at tage et opgør med centrale dele af det såkaldte paradigmeskifte og dermed øge integrationen af flygtninge i Danmark.

SF har desuden stillet som ultimativt krav, at kontanthjælpsloftet afskaffes, og at der indføres minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Alle de potentielle støttepartier, samt Alternativet, har desuden tilsammen krævet, at en S-regering forpligter sig til at gennemføre en bindende klimalov med et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Mette Frederiksen er da også klar over, at der forude muligvis venter vanskelige regeringsforhandlinger. Da hun onsdag formiddag mødte op i Hareskovhallen i Værløse for at afgive sin stemme ved folketingsvalget, sagde hun:

»Jeg tror uanset resultatet, at når den sidste stemmer er givet i aften, kan det blive svære forhandlinger. Der ser ud til at komme endnu flere partier i Folketinget, og det har været en valgkamp med mange ultimative krav.«

»You'll never walk alone«

Målingen giver et praj om, at de blå partier skal i gang med en større reorganisering.

Dels står de samlet til en kraftig tilbagegang, dels kommer det oven på en tumultarisk valgperiode med trusler, ultimative krav, væltede ministre og DFs flirt med Socialdemokratiet, og dels har den netop overståede valgkamp demonstreret, at partierne på afgørende områder står langt fra hinanden.

Stærkest cementeret ved Lars Løkkes melding i valgkampen om, at han godt kunne se en SV-regering for sig for at skærme for yderfløjene i dansk politik. En melding, der blev forstærket så sent som dagen før selve valget, da han opgav at danne en borgerlig regering efter valget og gjorde det klart, at hans første prioritet vil være at arbejde for en bred regering henover midten, hvis Venstre går frem.

De nye toner fra Løkke har mildt sagt vakt undren hos begge regeringspartnere, de Konservative og Liberal Alliance, som begge har brokket sig i skarpe vendinger.

For Dansk Folkeparti bliver folketingsvalget onsdag, alle usikkerhederne til trods, det tredje valgnederlag i træk for det ellers historisk sejrsvante parti.

Og i forhold til det seneste folketingsvalg i 2015 er nedgangen markant.

Dengang brød DF-formand Kristian Thulesen Dahl ud i sang ved partiets valgfest på Christiansborg, og partifæller og TV-seere kunne se ham synge strofer af »You'll never walk alone«, det britiske fodboldholds Liverpools slagsang, kort efter ankomsten til festen.

Ved kommunalvalget to år senere gik partiet, til manges overraskelse, tilbage for første gang, og europaparlamentsvalget for halvanden uge siden endte med en regulær vælgerlussing til Dansk Folkeparti, der mistede tre af sine fire europæiske mandater.

Kristian Thulesen Dahl havde allerede afstemt sine forventninger til aftenenes resultat, da han tidligere på dagen afgav sin stemme på Thyregod Skole.

»Hele valgkampen er vi blevet italesat som et parti, der får en vælgerlussing. Det må vi se i øjnene, at det kommer vi måske til at få,« sagde DFs formand.